Flytning af beredskabscenter vil koste 43 mio. kr.

Hvis Beredskabsstyrelsen Bornholm skal flytte fra Allinge til Almegårds kaserne i Rønne, vil det kræve en investering på ca. 43 mio. kr. Flytningen vil give en årlig besparelse på ca. 3 mio. kr., men den store investering gør, at der vil gå for lang tid, inden en flytning har tjent sig selv hjem. Det konkluderer Forsvaret og Beredskabsstyrelsen i en ny analyse.

I dag har Forsvaret ledig plads på Almegårds kaserne, og det har ført til overvejelserne om at flytte Beredskabsstyrelsens center i Allinge til Almegårds kaserne. Og i en såkaldt etablissementsanalyse konkluderer Forsvaret da også, at mange af bygningerne på kasernen vil kunne anvendes af Beredskabsstyrelsen, herunder en bygning med 1.500 m2 til administration og en anden bygning, hvor der kan indrettes 21 firemandsstuer og 12 enkeltmandskvarter samt omklædnings- og badefaciliteter og fritidsområde med netcafe.

Imidlertid vil der være behov for renovering af bygningerne og for nybygning af 500 m2 udrykningsgarage og almindelig garage samt vaskehal, værksted og redningsøvelsesplads.

Forsvarets vurdering er, at der skal investeres 20 mio. kr. i nybyggeri samt 18 mio. kr. i renovering og tilpasning af eksisterende bygninger. Dermed vil en flytning i alt koste ca. 38 mio. kr. Samtidig betyder den nuværende aftale om leje af beredskabscenterets grund, at grunden skal retableres, hvis Beredskabsstyrelsen flytter. Det vil koste ca. 5 mio. kr.

Med en årlig besparelse på ca. 3 mio. kr. ved en flytning viser Forsvarets beregninger, at der vil gå 22 år, inden investeringen på 43 mio. kr. er tjent hjem. Det får Forsvaret til at konkludere, at det ikke er interessant at analysere en flytning yderligere – med mindre der enten kan findes muligheder for at øge besparelsen ved en flytning eller reducere investeringen.

Annonce