Jacob Edemann Jørgensen bliver ny beredskabschef i Sønderborg Kommune. Han kommer med 17 års erfaring fra Forsvaret og har blandt andet arbejdet med operativt beredskab, krisestyring og den nationale forsvarsplan. Den nye beredskabschef tiltræder 1. november 2026.
Sønderborg Kommune har ansat orlogskaptajn Jacob Edemann Jørgensen som ny beredskabschef. Han afløser Allan Dalager Clausen, der forlod stillingen 1. maj 2026 for at tiltræde et nyt job ved politiet.
Jacob Edemann Jørgensen har gennem 17 år i Forsvaret arbejdet med både operative og strategiske beredskabsopgaver. Han har erfaring fra blandt andet Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Søværnet.
Har arbejdet med nationalt beredskab
I Forsvaret har Jacob Edemann Jørgensen blandt andet beskæftiget sig med programstyring, ministerbetjening og udvikling af militær og civil samfundsrobusthed. Han har desuden arbejdet med den nationale forsvarsplan og sammenhængen mellem de nationale beredskabsniveauer og NATO’s beredskabssystem.
Den operative erfaring omfatter blandt andet tjeneste som operationsofficer og medlem af skibsledelsen på fregatten Niels Juel samt opgaver inden for det nationale maritime redningsberedskab. Han har desuden haft ledelsesfunktioner med ansvar for medarbejdere, økonomi og budgetter.
Får ansvar for mere end redningsberedskabet
Som beredskabschef får Jacob Edemann Jørgensen ansvaret for Beredskab Sønderborg, der består af et samspil mellem fastansatte, deltidsansatte, frivillige enheder og de frivillige brandværn. En af opgaverne bliver at videreudvikle samarbejdet mellem de forskellige dele af beredskabet.
Stillingen omfatter imidlertid også andre områder end redningsberedskabet. Den nye beredskabschef får ledelsesansvar for Vagtcentralen, parkeringskontrollen i tre sønderjyske kommuner og Flådestyring, der driver og koordinerer Sønderborg Kommunes omkring 450 køretøjer.
Han bliver samtidig en del af ledelsen i Drift og Beredskab Sønderborg og får her ansvar for blandt andet ledelse, økonomi, politisk betjening og arbejdet med kommunens samlede robusthed, krisestyring og beredskabsplanlægning.