Brandvæsen: Vi kører uanset om du holder foran vores port!

Den seneste tid har et billede af en ulovligt parkeret bil cirkuleret på Facebook. Billedet stammer fra København, hvor bilen angiveligt var parkeret foran Fælledvejens brandstation. Her blev den forsynet med en seddel fra en brandmand, der blandt andet skrev: ”Vores sprøjte vejer 12,8 tons, har 675 (!) hestekræfter og er 9 sekunder om at forlade stationen. Uanset om din bil holder ulovligt parkeret foran vores port!”. Københavns Brandvæsen bekræfter nu, at billedet er ægte.

Det meget direkte budskab blev placeret på en Chrysler, der var parkeret ved Fælledvejens brandstation. Billedet – der er taget af en ukendt fotograf – er hurtigt blevet populært på Facebook, men sedlen er placeret af en brandmand på eget initiativ, oplyser Københavns Brandvæsen.

Foto fra Facebook

”Det er bestemt ikke normal praksis. Og jeg ved faktisk ikke, om der er andre, der har gjort det før ham”, siger Therese Schiang-Franck fra Københavns Brandvæsen til B.T.

Samtidig understreger brandvæsenet, at truslen nok ikke vil blive ført ud i livet. ”Det er ikke særlig smart, når nogen ignorerer eller overser, at der er parkering forbudt. For selvom brandmanden har skrevet på sedlen, at sprøjten bare flytter bilen på ni sekunder, så er det altså ikke noget vi gør. Jeg tror bestemt ikke, det kan lade sig gøre at komme ud, selv om der holder noget i vejen. Vores sprøjter er jo ikke bygget til at køre over biler. Vi bliver nødt til at ringe og få en anden station til at sende en sprøjte. Og det kan beklageligvis give lidt forsinkelser”, siger Therese Schiang-Franck.

Annonce