Nyhedsoversigt
Autoreddere får sikkerhedsuddannelse i elbiler
Det er ikke uden risiko, når reddere rykker ud med assistance til forulykkede elbiler. I værste fald kan det være forbundet med livsfare, hvis man ikke er grundigt uddannet i sikkerhedshåndtering af el- og hybridbiler. Derfor har SOS Dansk Autohjælp nu sendt første hold autoreddere på sikkerhedsuddannelse.
Politiet indstiller to førstehjælpere til belønning
Onsdag oplevede en politipatrulje fra Østjyllands Politi, at fem førstehjælpere ydede en stor indsats i forbindelse med et hjertestop i Aarhus. Da patruljen ankom til stedet, var to førstehjælpere i gang med hjerte-lunge-redning, og umiddelbart efter ankom tre hjerteløbere med hver deres hjertestarter. De to førstehjælpere, der gav livreddende førstehjælp, bliver nu indstillet til en dusør.
SOS vinder stor kontrakt med PostNord
SOS Internationals assistanceorganisation har vundet et udbud på vejhjælp og transport for PostNord i Danmark, Sverige og Norge. SOS skal fremover levere vejhjælp til PostNord i de tre lande, både ved at assistere på stedet, over telefonen og ved at bugsere på værksted og sørge for byttebiler. I Danmark omfatter kontrakten også transport af solgte og udfasede køretøjer.
Rigspolitiet køber frekvens til nyt SINE-kommunikationsnetværk
Det bliver nu lidt lettere for nye aktører at deltage i det kommende udbud af driften af SINE-kommunikationsnetværket. Rigspolitiet har nemlig købt tilladelse til et frekvensområde. Formålet er at give tilbudsgivere i det kommende udbud muligheden for at basere den løsning, som de byder ind med, på den nye frekvenstilladelse, hvis det ønskes.
Hovedstaden har færrest hurtige ambulancer
De seneste dage har der været kritik af det nordjyske ambulanceberedskab. Men faktisk er Region Nordjylland ikke den region, hvor færrest borgere får hurtig ambulancehjælp. Den tvivlsomme ære tilfalder i stedet Region Hovedstaden, hvor kun 26 pct. af ambulancerne er fremme indenfor 5 minutter. I Region Nordjylland er det tilsvarende tal 30 pct., mens det er 39 pct. i Region Midtjylland.
Nordsjællandske kommuner skal betale ekstra for at opretholde beredskab
Frederiksborg Brand & Redning præsenterer snart en ny dimensioneringsplan, og her vil udgangspunktet være et beredskab, der er beredskabsfagligt forsvarligt – men som ledelsen også selv betegner som et ”minimumsberedskab”. Hvis de seks ejerkommuner vil opretholde et bedre beredskab, så må de betale for det gennem tilkøb. Samtidig skal der spares 900.000 kr. om året.
Odense får nu en ekstra ambulance i dagtimerne
Fra 1. juni 2019 får Odense et ekstra ambulanceberedskab i dagtimerne. Egentlig skulle det først være sket til efteråret, men Ambulance Syd har allerede kunnet skaffe personale til ambulancen fra juni. I dag er der fire ambulancer og en akutlægebil i Odense samt to ambulancer i Dalum lidt uden for Odense.