
Nyhedsoversigt


Her er Region Syddanmarks nye ambulanceoperatører
En helt ny hollandsk aktør bliver fremover Danmarks næststørste ambulanceoperatør, mens Responce styrker sin position på markedet. Det er konsekvensen af Region Syddanmarks udbud af ambulancekørsel, liggende sygetransport og akutbilskørsel. Her kan du læse mere om de to ambulanceoperatører, som skal varetage det præhospitale beredskab i Syddanmark.

Falck taber hele Region Syddanmark
Det er slut med Falck-ambulancer i Region Syddanmark. Fremover bliver det Responce og det hollandske BIOS Ambulance Service, som skal stå for regionens ambulancekørsel. Nystiftede BIOS Danmark, der har et hollandsk moderselskab, skal fra september næste år køre de syddanske ambulancer på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland. Responce skal køre ambulancerne i Trekantområdet.

Oprydning i Lejre Brandvæsen – men ingen fyringer
Beredskabschefen skal have konsulenthjælp til kommunikationen med brandfolkene, og så skal der strammes op på en række administrative procedurer. Det er blandt anbefalingerne i en ny konsulentundersøgelse af Lejre Brandvæsen. På baggrund af undersøgelsen har to af byrådets partier mistet tilliden til beredskabschefen, der dog har støtte fra et flertal.

Stjålet slangetender fundet
Lørdag aften fandt en borger den slangetender, som natten før var blevet stjålet fra Falcks brandstation i Ølgod. Slangetenderen stod efterladt i en gyde i Ølgod, og borgeren kontaktede straks politiet. En 19-årig mand, der i forvejen er kendt af politiet, er blevet anholdt i sagen. Der blev ikke stjålet andet fra stationen ved weekendens indbrud.

Endegyldigt slut med akutlægebiler i Region Sjælland
Et bredt politisk flertal i Region Sjælland har taget evalueringen af det nye præhospitale beredskab i regionen til efterretning. Dermed har politikerne også nikket til evalueringens konklusion om, at den avancerede præhospitale behandling skal udføres af paramedicinere med rådgivning og supervision fra lægen på AMK-vagtcentralen i Slagelse – og ikke af akutlæger.

Ny rapport om den psykosociale indsats ved beredskabshændelser
Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny rapport om styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser. Her konkretiserer Sundhedsstyrelsen den psykosociale indsats, der skal ydes af kommuner og regioner ved alle beredskabshændelser. Baggrunden for rapporten er de danske erfaringer gennem årene, blandt andet fra tsunamien i 2004.

Ekspert: Regioner skal give positiv særbehandling til nye ambulanceoperatører
Indsatsen for at få mere konkurrence på det danske marked for ambulancekørsel har været en fiasko. Så klar er konklusionen fra Niels Rytter, der er ekspert i konkurrenceregulering. Niels Rytter mener, at regionerne kun kan få kickstartet konkurrencen, hvis de giver positiv særbehandling til nye ambulanceoperatører ved fremtidige udbud.

Beredskab meldes til politiet efter alvorlig arbejdsulykke
Arbejdstilsynet har besluttet at politianmelde Beredskabscenter Aalborg for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Det sker efter en alvorlig arbejdsulykke i maj, hvor en medarbejder fra beredskabscenteret blev hårdt kvæstet og fik hjertestop. Hos beredskabscenteret betegner man hændelsen som sort uheld – og mener ikke, at man kunne have gjort noget anderledes.

Ny kritik mod ambulanceoperatør
Ambulanceoperatøren Ignis Et Aqua, der blandt andet leverer ambulanceberedskab ved sportsarrangementer, har i stort omfang anvendt medarbejdere, der ikke har haft den krævede uddannelse som ambulanceassistent. I stedet har medarbejderne fået et kort, internt kursus som overbygning til et nødbehandlerkursus. Sådan lyder kritikken fra en tidligere medarbejder.