
Nyhedsoversigt


Sundhedsstyrelsen: Ingen indsatslederuddannelse til ambulanceledere
Selv om ambulancebehandlere jævnligt fungerer som ledere af den præhospitale indsats på større skadesteder, indtil en koordinerende læge er fremme, er det ikke hensigtsmæssigt at tilbyde en indsatslederuddannelse til ambulancebehandlere. Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen under henvisning til, at indsatslederuddannelsen er langvarig og krævende.

Falck skal stå for brandberedskabet på belgisk atomkraftværk
Falck har fra årsskiftet overtaget ansvaret for brandberedskabet på atomkraftværket Electrabel i Belgien. Det er forretningsområdet Falck Fire Services første kontrakt i Belgien, men Falck står allerede for beredskabet på fem andre atomkraftværker, nemlig fire i Spanien og Forsmarks Kärnkraftverk i Sverige.

Kæmpe regning til skadeservicefirma
En rekordstor erstatning på 20 mio. kr. er blevet konsekvensen af, at skadeservicefirmaet SSG ulovligt har hentet en række nøglemedarbejdere hos konkurrenten ISS Damage Control. I alt hentede SSG ca. 30 medarbejdere fra ISS, og nu har Sø- og Handelsretten konkluderet, at det var en grov overtrædelse af markedsføringsloven.



Konfliktvarsel mod selskabet bag de kommende akutlægehelikoptere
3F, der organiserer de privatansatte ambulancereddere i Danmark, har sendt et konfliktvarsel til Norsk Luftambulanse, som fra oktober skal stå for driften af den nye lægehelikoptertjeneste med tre helikoptere. Det norske selskab har ikke en dansk overenskomst, og de vil ifølge 3F ikke fortælle, hvilke løn- og arbejdsvilkår, som de vil tilbyde.

Brandfolk måtte rykke ud til brand på deres egen brandstation
Natten til mandag blev de frivillige brandfolk fra Rødding alarmeret til en brand på deres egen brandstation. Her var der nemlig opstået brand i en ladestation på stationens autosprøjte, og derfor kunne brandfolkene ikke komme til deres eget udstyr. I stedet måtte der tilkaldes assistance fra kollegaerne i Skodborg.

Beredskabschef: Big is powerful
Stormfloden viste tydeligt, at der er behov for, at det danske beredskab er stærkt og robust. Det siger beredskabschefen for Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab, Kim Lintrup, der derfor anbefaler, at der etableres langt større enheder i det danske beredskab. ”Small is beautiful, big is powerful”, mener beredskabschefen.

Falck stiller med ambulancer ved håndbold-EM
Falck er medspiller ved EM i herrehåndbold, der afvikles frem til 26. januar 2014, men redningskorpset håber på ikke at komme på banen. Falck har nemlig indgået et samarbejde med Dansk Håndboldforbund, og stiller med ambulancer, som vil være til rådighed under EM-kampene, hvis der skulle blive brug for dem.