Sverige: Borgere skal kunne slå alarm via sociale medier

Fremover vil man måske kunne slå alarm via Twitter, Facebook, chat og Skype i Sverige. Særligt de unges stigende brug af de sociale medier får i hvert fald svenske SOS Alarm, der driver de svenske alarmcentraler, til at indtænke alarmering via sociale medier i den kommende tekniske platform for alarmcentralerne, der også skal kunne modtage billeder og videoer.

SOS Alarm modtager hvert år ca. 3 mio. 112-opkald, men i dag kan alarmering kun ske via telefonopkald. Imidlertid vil SOS Alarm de kommende år investere flere hundrede millioner kr. i udviklingen af en ny teknisk platform til alarmcentralerne i projektet ”Next Generation 112”. Og den nye platform skal give mulighed for, at alarmering kan ske på andre måder end via 112.

Ifølge SOS Alarm overvejer man at åbne op for, at alarmering kan ske via internettets sociale medier. Det kan være via chat med alarmcentralen eller via Facebook og Twitter. Desuden skal det være en naturlig del af alarmeringen, at anmelderne får mulighed for at indsende billeder eller videoer fra deres mobiltelefoner, så alarmcentralerne får et bedre overblik over, hvad der sker på ulykkesstederne.

Den nye platform skal udvikles over en længere årrække, og i den forbindelse overvejer SOS Alarm også, om der er behov for en ændring af lovgivningen, så internetbaserede tjenester pålægges forpligtelser til at stille alarmeringsmuligheder til rådighed for deres brugere.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure