Henrik reddede 7-årig op af havnen og Asger stoppede tyv

Foto: Københavns Politi

Asger på 25 år og Henrik på 19 år er blandt en lille gruppe af borgere, som for nyligt modtog en dusør fra Københavns Politi for deres helt særlige indsatser. Henrik var den 15. oktober 2020 på en restaurant i Nyhavn. En mor og hendes datter på 7 år gik tur, da en mand ud af det blå greb fat om datteren og sprang i havnebassinet med hende. Henrik sprang med det samme i vandet og fik reddet pigen og manden ind til land.

Pigen kom heldigvis ikke til skade. Gerningsmanden blev efterfølgende tvangsindlagt og blev sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare.

Asger blev den 13. januar 2021 opmærksom på en mand, som var i færd med at stjæle ting fra en bil i Indre By. Asger gik hen til gerningsmanden og konfronterede ham. Gerningsmanden erkendte på stedet og forholdt sig i øvrigt roligt. En patrulje blev tilkaldt og manden blev sigtet.

Det viste sig, at gerningsmanden kørte på en stjålet cykel, så det blev han også sigtet for.

Asger og Henrik har modtaget 1.000 kroner i dusør og et diplom fra Københavns Politi for deres indsats.

Annonce