Stor redningsindsats: Person ville springe ud fra Storebæltsbroen

Arkivfoto: Sund & Bælt

Lørdag kl. 08.29 indløb der en melding til politiet om, at der var en person, som ville springe ud fra Storebæltsbroen. Det afstedkom en større, koordineret redningsindsats på højbroen. Politiets forhandlere har løbende været i dialog med personen på højbroen, og broen var delvist spærret frem til slutningen på eftermiddagen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået assistance fra Psykiatrien i Region Sjælland. Politiet har desuden fået assistance til indsatsen i form af redningskøretøjer, redningsbåde og redningshelikopter.

For at kunne sikre redningsindsatsen har det i en længere periode været nødvendigt at lukke for al trafik på broen, hvilket desværre har ført til betydelige trafikale gener på både Sjællands- og Fyns-siden.

Kl. 16.40 er det lykkedes at sikre den pågældende person, som nu er under behandling af psykiatrien i Slagelse. Politiet forventede derfor, at der ville blive lukket helt op for trafikken på Storebæltsbroen inden for meget kort tid. Der havde siden kl. 13 været lukket op for både øst- og vestgående trafik i det ene spor, men grundet den store ophobning af trafik er køen kun langsomt afviklet.

”Vi beklager de gener, det har medført, for de mange bilister, men beder om forståelse for nødvendigheden af redningsindsatsen på broen”, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Annonce