Administrationschef bliver ny præhospital direktør i Region Midtjylland

Thomas Balle Kristensen

Den 1. juni 2017 får Region Midtjylland ny præhospital direktør. Den 42-årige Thomas Balle Kristensen skifter fra et job som administrationschef og chef for byggeri på regionshospitalet i Horsens til at blive chef for det præhospitale område. Han erstatter Else Ammitzbøll, der er gået på pension.

I 2007 blev Thomas Balle Kristensen planlægningschef på det daværende Århus Sygehus, hvorefter han i de seneste godt fem år altså har været administrationschef og chef for byggeri på Regionshospitalet Horsens. Nu bliver den 42-årige statskundskabsuddannede leder så ansvarlig for ambulancer, akutlægebiler, akutlægehelikopter, 112-akuthjælpere, AMK-vagtcentralen og patientbefordring til og fra hospital, der alle indgår i Præhospitalet i Region Midtjylland.

”Thomas har et indgående kendskab til sundhedsvæsenet. Han er en dygtig leder, der er optaget af effektiv drift og af at skabe resultater sammen med andre. Jeg har stor tiltro til, at hans passion for hele tiden at forbedre tilbuddene til patienterne vil være en god drivkraft, også når det gælder det præhospitale område”, siger koncerndirektør Christian Boel.

Selv ser Thomas Balle Kristensen nogle spændende udfordringer for sig:

”Præhospitalets arbejde med at sikre rette hjælp i rette tid til alle patienter har enorm betydning – især for de allermest syge. Der er spændende perspektiver i sundhedsfaglig udvikling understøttet af it, moderne udstyr og data på hele det præhospitale område. Og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med dygtige medarbejdere og ledere om at løfte og udvikle Præhospitalets kerneopgave i fremtiden”.

Thomas Balle Kristensen erstatter Else Ammitzbøll, der er gået på pension. Han vil lede Præhospitalet sammen med den lægefaglige direktør, Per Sabro Nielsen.

Annonce