Efter fejl i udbud: Sygetransportkontrakter forlænges til 2026

De nuværende kontrakter om siddende sygetransport i Region Hovedstaden vil blive forlænget, så de først udløber i juni 2026. Det sker efter endnu et mislykket udbud, som er blevet underkendt – og derfor sendes opgaven i august i et nyt udbud. I dag varetages sygetransporterne af Falck og HB-Care.

Region Hovedstaden har sendt den siddende sygetransport i regionen i udbud, men udbuddet er blevet underkendt af Klagenævnet for Udbud på grund af flere fejl i udbudsprocessen. Derfor vil regionen nu foretage en revision af det samlede udbudsmateriale, hvorefter et nyt udbud ventes iværksat i august 2025.

Konsekvensen af det underkendte udbud er, at regionen nu vil forlænge de eksisterende aftaler frem til 1. juni 2026, dog også med en option på yderligere forlængelse i tre måneder. Det skal sikre den nødvendige tid til gennemførelse af genudbuddet og at de vindende tilbudsgivere får tid til at implementere de tildelte aftaler efter en ny kontraktindgåelse.

Der er i den forlængede periode tale om kontrakter med en værdi på omkring 170 mio. kr. Størstedelen går til Falck, der får forlænget kontrakterne i delaftalerne 1, 2, 5, 6, 7, 9, 10 og 11 samt Område Syd. HB-Care får forlænget aftalerne for delaftale 3, 4 og 8.

Annonce