Ambulancefolk nedlægger arbejdet i protest mod Region Hovedstaden

Arkivfoto: Thomas Voss

Ambulanceredderne i Region Hovedstaden har fået nok. Her til morgen nedlægger redderne fra Københavns Brandvæsen arbejdet i protest mod den kritik, som regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) og akutchef i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, har fremført. “Vi har fået nok af Vibeke Storm Rasmussen og Freddy Lipperts løgne. Sandheden er, at der mangler ambulancer i Region Hovedstaden til de akutte opgaver – både dem med og uden ambulanceudrykning. At sige at problemerne efter 1. september er reddernes og alarmcentralens skyld er simpelthen under bæltestedet”, siger paramediciner ved Københavns Brandvæsen, Thomas Brücker.

I tidsrummet kl. 8-9 torsdag morgen nedlægger de omkring 100 mand i Københavns Brandvæsens ambulancestyrke arbejdet for at holde fagligt møde, skriver BT. Det sker efter at både akutchef Freddy Lippert og regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen har afvist, at de længere ventetider på ambulancer i regionen skyldes færre ambulancer.

“I stedet har de beskyldt os reddere for ikke at passe vores arbejde godt nok, ligesom de har beskyldt alarmcentralen for at være inkompetente til deres job. De har fralagt sig ethvert ansvar. Men problemet er, at vi ikke kan yde en ordentlig service, fordi vi mangler ambulancer”, siger Thomas Brücker.

I Region Hovedstaden er det Falck, Københavns Brandvæsen og Frederiksberg Brandvæsen, der står for at køre ambulancerne. Københavns Brandvæsen betjener i alt fire af ambulancerne og paramediciner Thomas Brücker forsikrer da også hovedstadens borgere om, at de ikke vil komme til at lide under strejken på årets travleste dag. “Foruden Falcks ambulancer vil vi også stadig stille en af vores til rådighed i det tidsrum, hvor vi holder fagligt møde”, siger han til BT.

Thomas Brücker kalder det faglige møde for et opråb, og håber at Region Hovedstaden vil tage det alvorligt. “Vi forventer at blive hørt og få den rigtige historie om ambulancesituationen meldt ud til regionens borgere. Den rigtige version af sagen er nødt til at komme frem nu. Aldrig har vi knoklet så hårdt som efter 1. september. Så kan vi ikke bare sidde stille og høre på, at Vibeke Storm Rasmussen og Freddy Lippert giver os skylden for problemerne”, siger Thomas Brücker.

Annonce