Falck glemte at bemande ambulance

For en uges tid siden overtog Falck med kort varsel ambulancekørslen i Skåne, efter at den hidtidige ambulanceoperatør var gået konkurs. Men Falcks overtagelse af opgaven har bestemt ikke været uden problemer: Onsdag morgen kunne alarmcentralen ikke komme i kontakt med en af Falcks nye ambulancestationer, og det viste sig, at Falck havde glemt at bemande den lokale ambulance. Desuden har Falck med to dages varsel måttet skaffe 24 ambulancer fra resten af Sverige, da den konkursramte ambulanceoperatør ikke ville leje sine ambulancer ud til Falck.

Falck overtog med kort varsel den skånske ambulancekørsel, efter at ambulanceoperatøren Sirius Humanums datterselskab i Skåne i sidste uge gik konkurs.

En af de ambulancestationer, som Falck dermed overtog ansvaret for, er stationen i Höllviken, som råder over en enkelt ambulance, der er bemandet mellem kl. 7 og 23. Det burde den i hvert fald være. Men da alarmcentralen onsdag morgen ved 9-tiden forsøgte at sende ambulancen afsted på en opgave, kom der ikke nogen reaktion fra stationen. I stedet måtte der tilkaldes en ambulance fra nabobyen, og da det blev meddelt, at patienten var i livsfare, blev det lokale brandvæsen også tilkaldt for at yde førstehjælp.

Ifølge Falck var ambulancen ubemandet på grund af en fejl i forbindelse med vagtplanlægningen. Der var simpelthen opstået et ”hul” i vagtplanen for ambulancen i Höllviken, og det var ikke blevet opdaget af Falck. Den lokale driftschef hos Falck har indberettet hændelsen til Region Skåne, og ifølge regionen fik den forsinkede hjælp ikke konsekvenser for patienten, da patientens tilstand viste sig at være mindre alvorlig end først oplyst.

Måtte skaffe 24 ambulancer

Ambulancerne i Sirius Humanums hidtidige dækningsområde ejes af et selskab i Sirius-koncernen, som ikke er ramt af konkursen, og planen var, at Falck skulle overtage ambulancerne – og i første omgang leje dem, indtil en aftale om overtagelse var på plads.

Tirsdag fik Falck imidlertid besked om, at Sirius ville have 20 ambulancer tilbage, og at det formentlig skulle ske allerede torsdag. Og udsigten til, at der pludselig ville komme til at mangle 20 ambulancer i det akutte beredskab, gav travlhed hos det danske redningskorps.

I løbet af tirsdag og onsdag fik Falck så skaffet i alt 24 ambulancer fra andre dele af Sverige. Der er både tale om almindelige ambulancer, som kan undværes på andre stationer, og reserveambulancer. De ankom onsdag til Skåne, hvor Falck gik i gang med at montere Region Skånes behandlingsudstyr i køretøjerne.

Region Skåne oplyser, at der kan være visse forskelle på behandlingsudstyret i de nye ambulancer, men regionen understreger, at Falck ved at udskifte Sirius-ambulancerne med Falcks egne ambulancer har valgt den sikre løsning, som gør, at beredskabet ikke berøres.

Annonce