Hver fjerde redder tjener mere end akademikere

Hele 25 pct. af landets reddere tjener mere end den typiske akademiker med en lang videregående uddannelse. Det viser en ny opgørelse. Blandt de faglærte 3F’ere er det dermed redderne, som har den højeste andel af medarbejdere, der får en bedre løn end akademikere. Folkene bag analysen kalder tallene overraskende.

Det er tænketanken Kraka og rådgivnings- og revisionshuset Deloitte, som har lavet en ny analyse, der viser, at faglærte haler ind på akademikerne, når det handler om lønninger. Især faglærte som elektrikere og vvs’ere tjener det samme som den gennemsnitlige akademiker. Men redderne kan også være med, viser en særkørsel, som Kraka har lavet for Fagbladet 3F.

Samlet set har danskere med en lang videregående uddannelse en medianindkomst på 646.758 kr. Ifølge særkørslen har redderne en medianindkomst på 563.748 kr. om året. Men blandt redderne er der hele 25 pct., som tjener mere end medianindkomsten for personer med en lang videregående uddannelse – altså mere end de 646.758 kr. Det er den højeste andel blandt alle 3F-faggrupperne.

Cheføkonom hos Kraka, Ulrik Beck, kalder i Fagbladet 3F tallene ”overraskende”, men han forklarer udviklingen med, at lønnen er gået meget i vejret hos de faggrupper, hvor der er mangel på arbejdskraft, og hvor lønnen bliver fastlagt på det private arbejdsmarked.

Annonce