Interessen for førstehjælpskurser i 13 almene boligområder i hovedstadsområdet er vokset markant. Alene i 2026 har 726 beboere været på kursus – det højeste antal siden Region Hovedstadens Akutberedskab begyndte indsatsen. Målet er at uddanne mindst 3.000 beboere i områder, hvor overlevelsen efter hjertestop er væsentligt lavere end i andre boligområder.
Flere beboere i almene boligområder i hovedstadsområdet bliver uddannet til at træde til ved hjertestop. Alene i 2026 har 726 beboere i 13 udvalgte boligområder gennemført gratis kurser i genoplivning.
Kurserne er en del af forskningsprojektet Caramba, som Region Hovedstadens Akutberedskab gennemfører i samarbejde med blandt andre Hjerteforeningen. Knap 1.500 beboere er indtil videre blevet undervist i basal førstehjælp, og inden udgangen af 2027 er målet at nå mindst 3.000. Det svarer til 10 pct. af beboerne i de 13 boligområder.
“Vi ved, at der er en ulighed i overlevelsen efter hjertestop, og den vil vi gerne være med til at mindske. Derfor arbejder vi målrettet på at uddanne flere borgere i de områder, hvor behovet er størst. Den store interesse viser, at mange gerne vil være en del af løsningen”, siger Carolina Malta Hansen, der er læge og medansvarlig for Caramba.
Interessen for kurserne er ifølge Akutberedskabet vokset i takt med et øget samarbejde med lokale ildsjæle, boligorganisationer, foreninger og institutioner om at gøre kurserne lettilgængelige.
Markant lavere overlevelse efter hjertestop
Baggrunden for indsatsen er en betydelig forskel på overlevelsen efter hjertestop. Ny forskning fra Region Hovedstadens Akutberedskab viser, at 8 pct. overlever et hjertestop, hvor andre er til stede, i almene boligområder. I andre boligområder er overlevelsen 22 pct.
Samtidig forekommer der flere hjertestop i de almene boligområder, mens færre borgere giver hjertemassage eller anvender en hjertestarter, inden ambulancen når frem.
På kurserne lærer beboerne derfor at genkende et hjertestop, ringe 1-1-2, give hjertemassage og anvende en hjertestarter.
“Vores opgave er at hjælpe ved de mest akutte hændelser, og selvom hjælpen ofte kommer hurtigt frem, så er hjertestop de mest akutte situationer, vi har. Jo flere vi kan lære førstehjælp, jo bedre”, siger Thomas Reimann, der er direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab.
75 hjertestartere sat op i boligområderne
Uddannelsen af beboerne er ikke den eneste del af Caramba-projektet. Der er også opsat 75 hjertestartere i de udvalgte boligområder. Placeringen skal sikre, at der højst er 100 meter til den nærmeste hjertestarter.
På landsplan rammes omkring 5.000 mennesker hvert år af hjertestop uden for hospital. Ifølge Region Hovedstadens Akutberedskab overlever 4 pct., hvis der ikke gives hjertemassage og anvendes hjertestarter, mens 40 pct. overlever ved en tidlig indsats med begge dele.
Caramba-projektet er finansieret af TrygFonden, Novo Nordisk Fonden og Danmarks Frie Forskningsfond og gennemføres i samarbejde med bla. Hjerteforeningen. Projektet er desuden udtaget til kategorien “Best of the Best” ved Det Europæiske Råd for Genoplivnings kongres senere i 2026.