Syddanske hjerteløbere alarmeres tre gange om dagen

Arkivfoto.

Region Syddanmark har nu været med i den landsdækkende Hjerteløber-ordning i ét år, og der er 16.122 borgere, som er klar til at smide, hvad de har i hænderne, når hjerteløber-app’en på deres telefon begynder at bippe. Knap tre gange om dagen har regionens AMK-vagtcentral alarmeret hjerteløbere for at hjælpe en syddansker i nød.

Siden Region Syddanmark 1. maj 2020 blev en del af Trygfonden Hjerteløber-ordning er der sket en firedobling af antallet af frivillige, der kan sendes til hjertestop. Det viser en ny evaluering.

Evalueringen viser også, at AMK-vagtcentralen 944 gange i perioden maj 2020 – april 2021 har alarmeret hjerteløbere, som befandt sig i nærheden af en person, der havde fået hjertestop.

Formanden for Præhospitaludvalget Mads Skau (V), der selv er hjerteløber, er glad og taknemmelig over syddanskernes frivillige indsats:

”Jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange hjerteløbere, der har tilmeldt sig ordningen i Region Syddanmark. Evalueringen viser, at der i ordningens første år er 842 hjerteløbere, der angiver, at de var fremme før ambulancen. Det er rigtig flot, for det viser, at de gør en forskel og har været med til at forbedre overlevelsesmulighederne for en person med hjertestop og ikke mindst mulighederne for at overleve uden mén. Det er helt forrygende. Det er den hurtige hjælp, der virker”.

Hjerteløberappen giver besked til de 20 nærmeste hjerteløbere. De første fem, der via appen siger ja til opgaven, får forskellige opgaver. De fire bliver sendt efter en hjertestarter, mens den sidste bliver sendt afsted til patienten.

Hjerteløberne kan derefter hjælpe med hjertelungeredning, med at bruge hjertestarteren og med at tage sig af de pårørende eller guide akutlægebilen.

Godt fire hjerteløbere pr. udkald

I alt er 4.027 hjerteløbere i løbet af det sidste år blevet sendt afsted til hjertestop. Det er i gennemsnit 4,3 hjerteløbere pr. udkald. Det tal er Mads Skau godt tilfreds med:

”Det er rigtig godt. Fordelen ved at der sendes flere afsted er, at der alt andet lige kommer flere hurtigt frem. Det kan vi også se på de 842 hjerteløbere, som var fremme før ambulancen. 120 af dem var de første på stedet, der begyndte at give hjertelungeredning. Det er virkelig flot”.

Annonce