Præhospital

Pansrede ambulancer hjalp til under snestormen

Da sneen for alvor tog fat søndag, måtte det lokale beredskab i Nordjylland have hjælp fra tre terrængående Duro ambulancer fra Trænregimentet i Aalborg. De tre køretøjer hjalp nødstedte fra Frederikshavn, Hjørring og Støvring. Ambulancerne, der trækker på alle seks hjul, kan komme frem de fleste steder, hvor de normale vogne må give op. De kunne derfor sikre, at akutte patienter i Nordjylland havde mulighed for at komme på hospitalet under hele snestormen.

Brandvæsen

Stabilt overskud hos Samsø Redningskorps

Samsø Redningskorps, der blandt andet udfører brandslukning, ambulancekørsel og autohjælp, fik i det seneste regnskabsår et overskud på 1,2 mio. kr., og det er på niveau med året før. Samsø Redningskorps’ ledelse betoner da også, at redningskorpset er kommet ind i en fortsat god og stabil gænge, men at kvalitetssikringsarbejdet som led i en forestående akkreditering har krævet mange ressourcer og medført stigende omkostninger.

Præhospital

Akutlægebil brød i brand på motorvejen

En akutlægebil fra Falck brød fredag morgen i brand på motorvejen mellem Arnborg og Herning. Akutlægebilen var med udrykning på vej til en opgave, da der opstod en brand i motoren, hvorefter brandvæsenet måtte tilkaldes. Hverken læge eller lægeassistent kom noget til ved branden, der heller ikke fik betydning for patienten.

Præhospital

Brandvæsenernes nødbehandlere har en responstid på 6 minutter

De lokale netværk af nødbehandlere i Region Sjælland sikrer hurtig og kompetent førstehjælp og skaber tryghed blandt borgerne. Det viser en ny undersøgelse, der er et led i den løbende evaluering af hele det præhospitale beredskab i Region Sjælland. Undersøgelsen viser også, at nødbehandlerne fra de otte brandvæsener, som deltager i ordningen, i snit er fremme inden for seks minutter, så de kan udføre den nødvendige førstehjælp, indtil ambulancen når frem.

Præhospital

Brolukning fører til indsættelse af ekstra ambulance

I de kommende uger skal Vilsundbroen – som er den vigtigste forbindelse mellem Mors og Thy – repareres, og i den forbindelse bliver broen lukket hver aften og nat. Det får også konsekvenser for det præhospitale beredskab, fordi ambulancer og paramedicinere fra Thisted ikke som normalt kan dække Mors. Derfor har Region Nordjylland indsat en ekstra ambulance på Mors.

Præhospital

Ny akutlægebil har reddet 19 liv

Trods problemer med at rekruttere nok ambulancelæger, er den nye akutlægebil i Sønderborg med til at sikre, at flere sønderjyder redder livet efter ulykker og alvorlig sygdom. I år har akutlægebilen haft 660 udrykninger, og i 370 tilfælde har akutlægebilens indsats medført, at patienten har fået det bedre eller væsentligt bedre. Og i 19 tilfælde har patienter, der var i en livstruende tilstand, overlevet.

Autohjælp

Lille underskud hos REKO

Det private redningskorps REKO, der har station i Kolind på Djursland, kæmper fortsat med omstillingen, efter at redningskorpsets ambulancekørsel bortfaldt i forbindelse med Region Midtjyllands udbud af ambulancekørslen. I det seneste regnskab fik REKO et underskud på 189.000 kr., men det er en væsentligt forbedring i forhold til året før, der gav et underskud på 490.000 kr.

Præhospital

Redderuddannelsen i Vestdanmark ændres

Fra årsskiftet bliver ambulanceredderuddannelsen i Vestdanmark ændret, når University College Syddanmark overtager den sundhedsfaglige del af uddannelsen. University College Syddanmark uddanner i dag sygeplejersker i Esbjerg og Sønderborg, hvor der er 700 studerende, og fremover skal uddannelsesinstitutionen altså også stå for omkring halvdelen af reddernes skoleforløb. Rescue Center Denmark , der er en del af EUC Vest, vil fortsat stå for resten af uddannelsen.

Præhospital

Heller ikke Region Syddanmarks beredskab klarede akkreditering i første forsøg

Heller ikke det præhospitale beredskab i Region Syddanmark klarede fuldt ud sin akkreditering i første forsøg. I sidste måned var det Region Nordjylland, som på flere væsentlige områder ikke opfyldte kvalitetsstandarderne, og nu har de eksterne surveyors delvist vendt tommelfingeren nedad for Region Syddanmark. Det er især manglende medarbejderudviklingssamtaler med ambulancelæger, manglende uddannelse i håndhygiejne og manglende beskrivelse af nødkommunikationen, som gør, at regionen har fået en akkreditering med anmærkninger.