Beredskabsstyrelsen fylder 25 år

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Beredskabsstyrelsen opstod i sin nuværende form for præcis 25 år siden. 1. januar 1993 blev Civilforsvarsstyrelsen og Statens Brandinspektion lagt sammen, beredskabsloven trådte i kraft, og Beredskabsstyrelsen blev oprettet. Fokus blev i den forbindelse ændret fra kold krig til at udvikle samfundets evne til at modstå større kriser og katastrofer i fredstid.

Ændringerne blev iværksat for at omstille arbejdet med det civile beredskab til et nyt trusselsbillede. Væk var Sovjetunionen og Berlinmuren, og der var brug for en nytænkning af området.

Det udmøntede sig i beredskabsloven, der med revisioner stadig er gældende i dag, og i Beredskabsstyrelsen, der altså fejrer 25-årsjubilæum.

”1. januar 1993 markerer et paradigmeskifte for indretningen af det nationale beredskab. Hvor det op til starten af 1990’erne var den kolde krig, der var i fokus, har Beredskabsstyrelsen siden arbejdet på at styrke borgeres, myndigheders, virksomheders og hele samfundets evne til at modstå større kriser og katastrofer og komme stærkere ud på den anden side. Den opgave er stadig lige relevant i dag som for 25 år siden”, siger Beredskabsstyrelsens direktør, Henning Thiesen.

Grundstenen til Beredskabsstyrelsen blev lagt i 1938 med oprettelsen af et civilt luftværn. Beredskabsstyrelsen fejrede derfor 75-årsjubilæum som en del af Danmarks katastrofeberedskab den 1. maj 2013.

Annonce