Mobile behandlingspladser kan behandle 40 patienter på samme tid

Region Hovedstadens Akutberedskab har indviet to store mobile behandlingspladser, der kan bruges ved større hændelser med mange tilskadekomne. Hver behandlingsplads består af en 17 meter lang, 30 ton tung lastbil og to store telte. Tilsammen er der over 130 kvadratmeter behandlingsplads under tag, hvor der er plads til at behandle op til 40 patienter samtidigt.

Behandlingspladsen bemandes af akutberedskabets speciallæger, lægeassistenter og ambulancepersonale. Regionens akutte sundhedsberedskab bliver dermed opgraderet til at håndtere kritiske situationer med mange tilskadekomne, som har brug for livreddende behandling inden transport til hospital.

”Tid er en kritisk faktor ved livstruende skader. Når antallet af tilskadekomne overstiger ambulancekapaciteten, er der behov for at kunne udføre livreddende behandling på skadestedet, i stedet for i ambulancen på vej til hospitalet. I lyset af det ændrede trusselsbillede i Europa i disse år, har vi opgraderet vores materiel på området. Vi har hidtil været afhængige af behandlingspladsudstyr fra Beredskabsstyrelsen og Hovedstadens Beredskab, som vi har et rigtigt godt samarbejde med, men vi har nu helt moderne udstyr, som er tilgængeligt for os hurtigt”, siger lægefaglig chef i Region Hovedstadens Akutberedskab Peter Berlac.

Supplement til det almindelige beredskab

De nye mobile behandlingspladser kan mobiliseres indenfor få minutter og er klar til at modtage patienter til behandling indenfor 15 minutter efter ankomst til et skadested. Dermed kan regionen sikre en væsentlig hurtigere indsats på skadesstedet og optimale betingelser for patienterne og personalet.

Behandlingspladsen skal ikke blot bruges ved pludseligt opståede større hændelser, men kan også være et supplement til ambulanceberedskabet ved større planlagte events som f.eks. Distortion, Copenhagen Marathon, Folkemødet og særlige arrangementer.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået vores egne behandlingspladser. De kan også hjælpe med at understøtte sikkerheden ved store folkelige begivenheder. Det glæder mig, at vi nu har en moderne og fleksibel løsning, som gør, at vi alle kan være lidt mere trygge. Vi håber selvfølgelig, at vi aldrig for alvor for brug for dem”, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Motor på 430 Hk

De mobile behandlingsplaser medbringer 30 bårer og 16 båreunderstel på hjul. Hertil kommer sug, medicinsk ilt, maskine til monitorering af værdier og afgive stød samt to stk. højtrykstelte på 46 kvadratmeter hver. Følgende pakkes op løbende: Diverse utensilier, f.eks. forbindinger, armslynger, bind og udstyr til at stramme om arme eller ben ved massiv blødning som følge af eksplosion, skud eller lignende. Der er toilet, køkken, blæser, gulvvarme og klimaanlæg. El leveres fra en 18 KW dieselgenerator monteret på trækkeren.

Behandlingspladserne har hver en vægt på 30 tons og er 16,5 meter lang, 4 meter høj og 2,55 meter bred. Trækkeren har 430 Hk. Den køres af lægeassistenter fra Region Hovedstadens Akutberedskab.

Annonce