Redningsgruppen i økonomiske vanskeligheder

En af de nyeste aktører på det danske beredskabsmarked, Redningsgruppen, er i økonomiske vanskeligheder og kan i øjeblikket ikke betale sine regninger. Det ambitiøse og kontroversielle selskab – der tidligere hed Redningskorps Danmark – betegner selv situationen som ”likviditetsmæssige problemer”, og ledelsen arbejder på at finde nye ejere.

Redningsgruppen hed oprindeligt Vejpatruljen, og selskabet udførte med base i Middelfart forskellige autohjælps- og redningsopgaver. I 2011 opstod så selskabet Dansk Redningskorps, som dog hurtigt skiftede navn til Redningskorps Danmark. Dengang var ambitionerne store, og Redningskorps Danmark med direktør Henrik Kalmer i spidsen bebudede, at man ville blive en stor aktør indenfor både brandslukning, ambulancekørsel, sygetransport og autohjælp.

Åben krig med samarbejdspartner

I praksis viste der sig imidlertid at være langt mellem succeshistorierne for Redningskorps Danmark, der tabte de offentlige udbud, som selskabet deltog i.

Et lovende samarbejde med den store norske autohjælpsaktør Viking brød efter få måneder sammen – og resulterede i en usædvanlig og offentlig krig mellem de to selskaber, hvor Vikings koncernchef betegnede Redningskorps Danmark som useriøst. ”Det har været et forfærdeligt selskab at have med at gøre. Det her er en helt utrolig sag. Det er et lillebitte selskab med store økonomiske problemer, de har et dundrende underskud, og manden bag selskabet har flere konkurser bag sig”, sagde Viking-koncernchef Hans Petter Semmelmann i 2012.

Siden fulgte en periode, hvor en række datterselskaber blev oprettet og siden gik konkurs eller blev opløst. Undervejs forlod direktør Kasper Jensen selskabet, og han har for nyligt fortalt, at han ”måtte forlade firmaet, da han og den øvrige ledelse af etiske årsager ikke længere kunne stå inde for selskabets økonomi mv.”

Har 41 stationer

Senest skiftede selskabet så navn til Redningsgruppen, og i dag satses der primært på salg af autohjælpsabonnementer, hvor selskabet angiveligt har 41 stationer og planlægger at åbne yderligere ni stationer i 2014 og 2015. Desuden tilbyder Redningsgruppen blandt andet skadeservice, biludlejning og callcenter.

I år har selskabet gjort sig bemærket gennem en indsats for at yde hjælp efter oversvømmelser på Balkan – en indsats, hvor bl.a. sportsstjernerne Stig Tøfting og Gert Bo Jacobsen markedsføres som ambassadører for en indsamling af midler.

Forventer salg i denne måned

De seneste måneder har Redningsgruppen imidlertid haft svært ved at betale sine regninger, og i et brev til kreditorerne erkender selskabet, at der i en periode har været ”likviditetsmæssige problemer”. Ifølge brevet har det ført til, at selskaberne Redningsgruppen A/S Danmark Holding, RKDK Autohjælp/Vejhjælp A/S, RKDK Vagtcentral A/S og RGDK Brand & Redning A/S nu søges solgt.

”Vi er nu langt fremme i en forhandlingssituation, og vi forventer at et salg vil være en realitet senest den 1. september 2014, og at vores skyld vil være betalt senest den 15. september 2014”, skriver Redningsgruppen i brevet til kreditorerne, som BeredskabsInfo er i besiddelse af.

På grund af den løbende oprettelse af nye selskaber har ingen af Redningsgruppens selskaber nogensinde indleveret årsregnskaber til myndighederne.

Annonce