Brandstationer flager på halv stang efter brandmands tragiske død

Det var den 41-årige deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra brandstationen i Hørning, der torsdag aften mistede livet ved en tragisk ulykke under en større markbrand. Det oplyser Østjyllands Brandvæsen. I anledning af Ole H. Pedersens død flages der i dag på halv stang på alle landets brandstationer.

Ulykken skete under slukningen af en større markbrand ved Galten, hvor en af brandvæsenets tankvogne ulykkeligvis bakkede hen over den 41-årige brandmand, der mistede livet.

”Det er med stor sorg, at Østjyllands Brandvæsen må meddele, at deltidsbrandmand Ole H. Pedersen fra Station Hørning, er afgået ved døde den 19. juli 2018 i forbindelse med en større indsats. Vores tanker går til Oles pårørende. Æret være hans minde”, skriver Østjyllands Brandvæsens direktør, Lars Hviid.

Danske Beredskaber oplyser, at landets brandstationer i dag flager på halv stang for at mindes den afdøde kollega.

Annonce