Brandvæsen har uddannet seks ’ildfluer’

Google Maps
Falcks brandstation i Greve. Arkivfoto.

De seneste år er betegnelser som juniorbrandmænd og brandkadetter dukket op i det danske beredskab. Men i Greve har man indført endnu en betegnelse, nemlig ’ildfluer’. Det er Greve Brandvæsen, som i samarbejde med Gadeteamet i Greve Kommune netop har givet det første hold en uddannelse som ildfluer, der er en forløber for uddannelsen til brandkadet.

Seks drenge i alderen 12 til 13 år har skiftede i en uge undervisningen i skolen ud med et praktikophold på brandstationen i Greve for at prøve kræfter med arbejdet som brandmand. Her skulle de unge gennemgå en uddannelse inden for brandbekæmpelse, brandsikkerhed i hjemmet og førstehjælp.

Forløbet gik over al forventning, og drengene var hurtige til at tilegne sig brandmandens værdier og normer – og indgå i et samarbejde med andre drenge.

”De unge drenge har vist stort mod og vilje gennem hele ugen, og på trods af at de kommer fra tre forskellige skoler her i kommunen, har de formået at arbejde sammen som et team, og det er en afgørende værdi som brandmand”, siger beredskabsinspektør Torben Bang-Christensen og tilføjer: ”Med det engagement, de unge har vist her, håber vi på at se dem igen i Greve Ungdomsbrandvæsen eller som brandkadetter om et par år”.

Projektet, som er gennemført ved hjælp af satspuljemidler fra Socialministeriet, blev afsluttet med en opvisning for forældre og repræsentanter fra de involverede skoler. Efterfølgende har brandfolk været på besøg på de enkeltes ildfluers skoler, hvor drengene fortalte klassen om deres oplevelser som ildfluer.

Uddannelsen til ildflue skal gøre de unge til rollemodeller for andre unge for på den måde at forebygge brande og brandkriminalitet.

Næste uddannelsesforløb hos Greve Brandvæsen er uddannelsen til brandkadet, som starter i uge 43 og varer otte uger.

Annonce