Fejl i udkald af brandfolk forsinkede udrykning

Google Streetview

Det var først og fremmest en fejl i forbindelse med udkaldet af brandfolk, som den 20. juli førte til, at brandudrykningen fra Falck i Ringkøbing blev forsinket og blandet andet derfor var 24 minutter om at nå frem til en prøvealarm, som den lokale beredskabschef havde arrangeret. Det fremgår af en redegørelse fra Falck. Ifølge redegørelsen bliver kun tre af de fire udkaldsgrupper i Ringkøbing normalt alarmeret ved melding om bygningsbrand, hvilket til dagligt er rigeligt, men i ferieperioden var det meningen, at alle fire grupper skulle alarmeres. Det skete imidlertid ikke den pågældende dag.

Den fjerde og sidste udkaldsgruppe blev først alarmeret ved et efterfølgende udkald, og samtidig kunne det konstateres, at alarmmodtageren hos en af brandfolkene ikke virkede. Og det er forklaringen på, at der i første omgang ikke mødte tilstrækkeligt mange brandfolk op. Holdlederen foranledigede derefter, at der blev foretaget endnu et udkald, og herefter mødte der endnu tre brandfolk. Stationens autosprøjte afgik med fire mand, og tankvogn og tender afgik med hver een mand, hvilket Falck selv betegner som “ikke godt nok”.

Falck oplyser i redegørelsen til Ringkøbing-Skjern Kommune, at man fremover vil sørge for at kontrollere, at udkaldesystemet som aftalt er sat op til at alarmere alle fire grupper i ferieperioden. Desuden vil man i forbindelse med alle ferieperioder udarbejde en oversigt over, hvornår de enkelte brandfolk er til rådighed. Falck oplyser, at disse tiltag også vil omfatte stationerne i Hvide Sande, Videbæk og Tarm, der lige som Ringkøbing udfører brandslukning i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Annonce