Københavns beredskabschef bliver chef for Hovedstadens Beredskab

Jakob Vedsted Andersen. Arkivfoto

Ikke helt overraskende bliver det Københavns beredskabschef, Jakob Vedsted Andersen, som skal stå i spidsen for det nye Hovedstadens Beredskab. Allerede fra 1. august 2015 sætter Jakob Vedsted Andersen sig i den nye stol – med henblik på at klargøre de otte kommuners beredskabsfusion, så den kan træde i kraft den 1. januar 2016.

Det er de kommunale beredskaber i Albertslund, Glostrup, Brøndby, Rødovre, Hvidovre, Frederiksberg, København og Dragør kommuner, som fra årsskiftet bliver slået sammen til Hovedstadens Beredskab. Forberedelserne til fusionen er allerede i fuld gang, og nu er der også sat navn på, hvem der som direktør skal stå i spidsen for sammenslutningen.

Det bliver den 43-årige beredskabschef i Københavns Brandvæsen, Jakob Vedsted Andersen.

Mange års erfaring som beredskabschef

Jakob Vedsted Andersen er uddannet civilingeniør med speciale i brandteknik, og han har 18 års erfaring med beredskabsområdet.

De sidste 10 år har han været beredskabschef i først Aarhus og siden Københavns Brandvæsen. Her har han styret de gamle, traditionsrige organisationer gennem en række tilpasninger til at blive mere robuste og moderne beredskaber, og det bliver en fordel, når han sætter sig i stolen som direktør for Hovedstadens Beredskab:

”Med Jakob Vedsted Andersen får vi en direktør, der både har indgående kendskab til beredskabernes kerneopgave og en stærk strategisk tilgang. Han har vist, at han kan gennemføre omfattende forandringer i de beredskaber, han har været øverste chef for, og det bliver der brug for, når de otte beredskaber skal samles til et. Derfor er vi sikre på, at Jakob vil kunne løfte opgaven med at opbygge et professionelt og effektivt beredskab, der kan sikre tryghed og sikkerhed for borgerne”, siger borgmester i Glostrup og formand for den politiske styregruppe, John Engelhardt.

Jakob Vedsted Andersen siger om sit nye job som direktør for Hovedstadens Beredskab:

”Jeg glæder mig meget til – i tæt dialog og samarbejde med kommunerne og alle de dedikerede medarbejdere – at komme i gang med at etablere og udvikle det nye fælles beredskab”.

Beredskab skal dække 1 mio. indbyggere

Som direktør i landets største beredskab får Jakob Vedsted Andersen ansvar for at sikre knap 1 million borgere i hovedstadskommunerne en tryg og effektiv brand-, rednings- og ambulancetjeneste.

Jakob Vedsted Andersen tiltræder den 1. august 2015 og skal stå i spidsen for sammenlægningen af de otte kommuners beredskaber frem til 1. januar 2016, hvor Hovedstadens Beredskab formelt stiftes. En af de første opgaver bliver at udarbejde et oplæg til organisering af selskabet samt lokalisering af selskabets centrale administrative funktioner.

Annonce