Nu varsler app’en Mobilvarsling også om forhøjet vandstand

Arkivfoto

Siden 2016 har det med app’en Mobilvarsling været muligt at modtage advarsler med alarmlyd på mobilen, når der er fare på færde. Tirsdag kom app’en i en ny version med en række forbedringer. Blandt ændringerne er advarsler om alvorligt forhøjet vandstand samt mere nøjagtig information om store trafikforstyrrelser på vejene.

Ved trafikforstyrrelser er der nu stedsangivelse direkte i advarslerne, så man med det samme kan se, om en advarsel om f.eks. en akut brolukning eller spærring af en motorvej er relevant. Man kan også blive advaret om alvorligt forhøjet vandstand i kystområder, hvilket ikke tidligere var en mulighed.

”Vi har i udviklingen af de nye versioner lyttet til vores brugere og justeret på nogle af de mest efterspurgte ting. Det kan virke som små ændringer, men i sidste ende skal forbedringerne være med til at sikre, at færre kommer galt af sted, når der er fare på færde”, siger chefen for Beredskabsstyrelsens Center for Krisekommunikation, Thomas Dybro Lundorf.

Mobilvarsling er udviklet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Rigspolitiet, DMI og Vejdirektoratet. App’en er downloadet 200.000 gange, siden den blev lanceret i februar 2016.

Annonce