Sammenbragte radiosystemer giver problemer

Brandfolkene i Skanderborg har svært ved at tale sammen. Den nye storkommune har nemlig arvet tre forskellige radiofrekvenser fra de gamle kommuners brandvæsener, og det giver problemer med at få forbindelse med indsatslederne, der nu dækker hele den nye kommune. “Jeg bor selv i Galten, og det kniber lidt med radiodækningen i Galten”, fortæller beredskabsinspektør Johnny Damgård. Derfor har brandvæsnet foreløbigt været nødt til at sætte en ekstra beredskabsinspektør på vagt i Skanderborg, når Johnny Damgård har vagt.

Samtidig har man taget SMS”er i brug for at kunne alarmere Johnny Damgård, men det er ikke en god løsning. “SMS er ikke en holdbar løsning til alarmering af brandfolk. Der kan være forsinkelser på SMS, og der kan være nedbrud på telesystemet”, siger Johnny Damgård til DR Østjylland.

Den dårlige radiokontakt betyder også, at Johnny Damgård heller ikke kan tale med brandfolkene, mens de er på vej til udrykning. Og beredskabsinspektøren i Skanderborg er også uden for rækkevidde, hvis han skal til en brand i Galten. Og det kan betyde, at vigtig tid går tabt. “Det er en vigtig forberedelse, at man kan kommunikere under fremkørsel til ildebrand”, siger Johnny Damgård til DR Østjylland.

Hidtil har kommunikationsproblemerne ikke ført til, at brandvæsnet er kommet for sent ud, men situationen er uholdbar. Derfor er Skanderborg Kommune på vej til at bruge godt 500.000 kroner på nye sendemaster og alarmradioer.

Annonce