Tidligere brandmand beskylder kommune for at lyve

Har brandfolkene i Frederiksværk brugt alle pengene på uniformer? Ledes hele beredskabet simpelthen dårligt? En af de tidligere brandfolk i beredskabet i Frederiksværk, Kjeld Hougaard, mener, at der bør laves en uvildig undersøgelse af beredskabet. Han har fået aktindsigt i beredskabets regnskaber for perioden 2003-2005, hvor beredskabet hvert år overskred sit budget. Og han konkluderer, at forvaltningen har løjet overfor byrådet om beredskabets økonomi.

Beredskabet fik i 2004 ny ledelse, og der blev gennemført en sparerunde og en generel omstrukturering, da den daværende beredskabschef Torben Hessner efter 13 år i spidsen for beredskabet sammen med en stribe frivillige brandfolk havde forladt korpset. Kjeld Hougaard, som dengang blev fritstillet efter at have skrevet kritisk om et par kollegaer til kommunaldirektøren, mener, at beredskabet siden er blevet både dårligere og dyrere, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kjeld Hougaards alvorligste anklage er sådan set ikke rettet mod beredskabet, men mod kommunens administration, som han mener ikke har optrådt ærligt over for byrådet. I august 2005 fik beredskabet en tillægsbevilling fra byrådet på 1,3 millioner kroner. Administrationen forklarede, at der manglede penge i kassen, fordi der var blevet brugt for mange penge på lønninger. Men ifølge Kjeld Hougaard var det ikke lønninger, pengene var gået til. De var blevet brugt på uniformer og spildt på grund af dårlig ledelse. Og administrationen prøvede at skjule det. “Man har omgået sandheden på en meget lemfældig måde”, siger Kjeld Hougaard om administrationens informationer til byrådet.

Kjeld Hougaard mener, at budgettet for 2005 blev overskredet på flere punkter. Der blev brugt 617.000 kroner for meget på personale, og hele 627.000 kroner for meget på materiel, uniformer og “diverse”. Alligevel stod der i forvaltningens indstilling til byrådet i august 2005, hvor man bad om flere penge, at pengene er brugt på at betale mere ud i løn på grund af flere udrykninger og mere uddannelse. “Kommunaldirektøren kunne have søgt en efterbevilling til nye uniformer. Men det er klart, så var den ikke gået igennem byrådet”, siger Kjeld Hougaard og fortsætter: “Man burde undersøge, om der er noget i det. Man burde lave en uvildig undersøgelse af, hvad der foregik i 2005”.

Kjeld Hougaard har sammenfattet sine anklager i en mindre mappe, som han har sendt til byrådet, kommunaldirektøren og beredskabets ledelse. “Vi læser det med interesse”, siger Steen Hasselriis (V), som dog ikke ønsker at drage konklusioner ud fra Kjeld Hougaards materiale. “Men jeg vil måske stille spørgsmål til administrationen”, siger han. Steen Hasselriis er bekymret over anklagerne, eftersom det på onsdagens økonomiudvalgsmøde kom frem, at beredskabet i løbet af de første tre måneder af 2007 har brugt 39 procent af årsbudgettet. Økonomiudvalget har således bedt om at få en redegørelse for økonomien i beredskabet.

De andre politikere, Frederiksborg Amts Avis har talt med om Kjeld Hougaards anklager, er dog skeptiske over for hans påstande, blandt andet fordi Kjeld Hougaard selv blev fyret fra beredskabet. “Jeg kan ikke tage det alvorligt. Han blander alt muligt sammen, og der er for mange personangreb. Det er som om, det er en personlig kamp, han fører. I stedet for at gå efter en sag, går han efter nogle mennesker”, siger Per Jensen (R). Borgmesteren afviser også blankt at følge anbefalingerne om at sætte en undersøgelse i gang. “Jeg kan ikke bruge det til noget som helst. Han har behandlet tallene overfladisk, og man kan ikke stille det op på den måde, han har gjort. Og sådanne regnskaber bliver jo gennemgået af revisionen. Var der noget galt, ville der blive sat en finger på det. Så det får mig ikke til at gøre noget som helst”, siger Helge Friis (S).

Annonce