Vestsjællands Brandvæsen indgår ny kontrakt med Falck

Brandstationen i Mørkøv.

Vestsjællands Brandvæsen og Falck har indgået en ny brandslukningskontrakt, som indebærer, at Falck fortsat skal drive fire vestsjællandske brandstationer. Kontrakten omfatter stationerne i Mørkøv, Snertinge, Tuse Næs og Holbæk, og der er tale om en kontrakt med en kort varighed på et år samt med mulighed for forlængelse i yderligere et år.

Det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen er ejet af Odsherred, Holbæk og Kalundborg kommuner, og brandvæsenet har 11 brandstationer, tre ø-beredskaber og tre frivilligenheder.

Falck står i dag for driften af fire af de 11 brandstationer, nemlig stationerne i Mørkøv, Snertinge, Tuse Næs og Holbæk. Tidligere har Falck også haft brandstationer i Tølløse og på Orø, men her er driften indenfor de seneste år blevet hjemtaget af Vestsjællands Brandvæsen.

Med den nye kontrakt mellem Vestsjællands Brandvæsen og Falck bevares status quo. Det næste år skal Falck således fortsat drive de fire brandstationer, og kontrakten kan forlænges med yderligere et år. Falck stiller med mandskab og bygninger, mens Vestsjællands Brandvæsen fortsat selv stiller med blandt andet køretøjer og branddragter samt varetager vagtcentralbetjeningen.

Har haft et konstruktivt samarbejde

”Vi er glade for vores samarbejde med Falck, og vi ser derfor frem til et forsat godt og konstruktivt samarbejde. Det hidtidige samarbejde har været præget af en løsningsorienteret tilgang, som vi i Vestsjællands Brandvæsen sætter stor pris på. Jeg ser det gode samarbejdet som en styrke, da vi i fællesskab kan drage nytte af hinandens kompetencer til gavn for borgerne og virksomheder i Odsherred, Kalundborg og Holbæk kommuner”, siger Lars Karlsen, der er beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen.

”I Falck sætter vi stor pris på den tillid, som Vestsjællands Brandvæsen viser os i forbindelse med indgåelsen af en ny 1-årig brandkontrakt. Vi glæder os til at fortsætte det tætte daglige samarbejde, som den indeværende kontraktperiode især har været kendetegnet ved, og som uden tvivl er med til at levere det bedst mulige beredskab til borgerne”, siger Bendt Trustrup, som er brandchef i Falck.

Annonce