Skyldig i voldtægt: Redder idømt et års fængsel

En 40-årig tidligere ambulanceredder er i dag ved Retten i Næstved blevet fundet skyldig i at have voldtaget en 17-årig pige i bårerummet på en ambulance. Den 40-årige skal et år i fængsel, og det er blevet set som en skærpende omstændighed, at han begik voldtægten som redder. Han skal desuden betale 110.000 kr. til den 17-årige.

Den tidligere ambulanceredder blev dømt for at have skaffet sig samleje med en person ”der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen”. Strafferammen er otte år, men retspraksis er i denne type sager, at der idømmes fængsel i otte måneder. Imidlertid anså retten det for at være en skærpende omstændighed, at voldtægten blev begået, mens den 40-årige var ambulanceredder, og derfor blev han idømt et års fængsel.

Ud over fængselsstraffen skal den 40-årige betale 60.000 kr. i tortgodtgørelse og 50.000 kr. i erstatning til sit offer.

Den 40-årige blev ikke varetægtsfængslet efter dommen, som han ankede på stedet.

I forbindelse med dommen er navneforbuddet i sagen blevet ophævet. BeredskabsInfo har dog valgt ikke at bringe den 40-åriges navn. Manden, der har skiftet navn siden voldtægten, var ud over at være ambulancebehandler også holdleder på en sjællandsk brandstation.

Annonce