
Nyhedsoversigt


Stort alarmfirma politianmeldt for at lyve om indbrud
Alarmfirmaet Verisure – der blandt andet sælger tyverialarmer under varemærket Falck Alarm – er blevet meldt til politiet for vildledning. Det er Forbrugerombudsmanden, som har indgivet politianmeldelsen, og baggrunden er blandt andet, at Verisure har løjet overfor potentielle kunder ved at fortælle, at der havde været mange indbrud i deres lokalområde.

Nyt kommunikationssystem skal sikre effektive assistancer i grænselandet
Brandvæsenerne i Danmark og Tyskland har i mange år arbejdet tæt sammen for at sikre, at de nærmeste enheder rykker ud, når alarmen går i grænselandet. Nu skal et EU-finansieret projekt sikre, at de danske og tyske vagtcentraler kan kommunikere effektivt – både i hverdagen og ved større hændelser i Sønderjylland og Nordtyskland.

Jelling får akuthjælpere
I dag dækkes Jelling-området primært af ambulancer fra Vejle og Give, og i 2020 var der 33 ambulanceudrykninger med en responstid på over 15 minutter og to udrykninger med en responstid på over 20 minutter. Derfor vil Region Syddanmark nu oprette en akuthjælperordning i området. Initiativet kommer fra en lokal interessegruppe med 23 medlemmer.

Lejre Kommune får regning for at udtræde af Vestsjællands Brandvæsen
Lejre Kommune skal betale godt 0,5 mio. kr. til Vestsjællands Brandvæsen, efter at kommunen fra årsskiftet udtrådte af det fælleskommunale beredskab. Det skyldes, at en fordeling af brandvæsenets aktiver og passiver viser, at Lejres del af beredskabet består af flere aktiver end passiver. Sorø Kommune får derimod udbetalt 1 mio. kr., fordi de overtager mere gæld.

Ambulancereddere og brandfolk sagde massivt nej til overenskomst
I denne uge kunne FOA offentliggøre, at godt 75 pct. af medlemmerne havde stemt ja til en ny tre-årig overenskomst, som dermed bliver en realitet. Men hvis man ser på de enkelte faggrupper, så er billedet mere nuanceret. Ambulance- og brandfolkene sagde således massivt nej til overenskomsten med henholdsvis den højeste og næsthøjeste nej-andel blandt FOA’s faggrupper.

Brandvæsen har for mange penge i kassen
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning har et problem: Der er for mange penge i kassen. Brandvæsenet har godt 7 mio. kr. stående i banken, og det betyder, at brandvæsenet årligt skal betale et større beløb i negative renter. Derfor satser brandvæsenet på at få et underskud på 3 mio. kr. i år, blandt andet ved at indkøbe en ny redningsbåd og nedbringe leasinggæld.

Manglende SINE-funktionalitet får beredskaber til at anvende andre dataløsninger
98 pct. af landets beredskaber anvender digitale værktøjer, der transmitterer data i forbindelse med indsatserne. Men da beredskabsnetværket SINE ikke har kapacitet til at transmittere data, anvender beredskaberne i stedet det almindelige mobilnetværk. Det viser en undersøgelse fra Rigspolitiet, der fortsat ser på, om SINE ”på sigt” skal kunne transmittere data.

Læsø får elbil som præhospitalt udrykningskøretøj
På Læsø rykker lægerne fra Regionsklinik Læsø ud til akut sygdom og tilskadekomst, og fremover vil det ske i en elbil. Der er tale om en VW ID.3 med en 204 HK motor, en topfart på 160 km/t og en elektrisk rækkevidde på 415 km. Elbilen indsættes for at indhøste erfaringer, så der på sigt kan inddrages flere elbiler i det præhospitale beredskab i Region Nordjylland.

Beredskabet på Tunø har fået en stor opgradering
Beredskabet på Tunø i Odder Kommune består af seks frivillige brandfolk, og de får nu opgraderet både deres udstyr og deres uddannelse. Brandfolkene er i disse dage på fastlandet for at få vedligeholdt og opgraderet deres brandmandsuddannelse, og samtidig har de fået udskiftet deres slukningskøretøj.