Præhospital

Redningshelikopter jagtede drenge efter angreb med laserpen

Lørdag aften var en redningshelikopter på vej til Rigshospitalet med en alvorligt syg patient, da der over Gerlev ved Skibby var nogen, som forsøgte at blænde piloten med en laserpen. I første omgang fortsatte helikopteren til Rigshospitalet, men da patienten var afleveret, vendte helikopteren tilbage til det præcise koordinat, hvor den befandt sig, da piloten blev forsøgt blændet. Derefter blev politiet dirigeret til stedet ved hjælp af helikopterens projektør, og det førte politiet til fem lokale drenge.

Brandvæsen

Brandvæsen får 9 mio. kr. til nye køretøjer

Kun få uger efter, at kommunalpolitikerne vedtog en ny dimensioneringsplan, som på flere områder styrker Ringsted Brandvæsen, er der flere gode nyheder til brandvæsenet. I et nyt budgetforlig bliver der nemlig afsat hele 9,3 mio. kr. til nye køretøjer, som skal anskaffes i de kommende fire år. I første omgang skal der købes en ny tankvogn og en drejestige. Desuden er det blevet besluttet, at brandvæsenet skal overtage en række opgaver fra Falck.

Præhospital

Kraftig stigning i antallet af førstehjælpskurser

Sidste år lærte godt 350.000 danskere førstehjælp, og det er tæt på at være en rekord. Faktisk er det årlige antal kursister blevet fordoblet i løbet af de seneste 10 år, og det skyldes blandt andet, at førstehjælpsundervisning er blevet obligatorisk, når man skal erhverve kørekort. Næste år bliver undervisningen også obligatorisk i forbindelse med erhvervelse af knallertkørekort, og det kan give en yderligere stigning.

Præhospital

Ambulancereddere savner relevante informationer fra vagtcentral

Selv om der er indført sundhedsfaglig visitation på AMK-vagtcentralen i Slagelse, så oplever mange reddere, at den information om turene, som de får fra vagtcentralen, er mangelfuld, forsinket og mangler relevans. Det betyder, at de vigtige informationer, som sygeplejerskerne på vagtcentralen har fået fra patienterne, ofte ikke når frem til ambulancen – eller først når frem, når ambulancen er fremme og har hentet patienten. Men også teknikken giver problemer, for mobiltelefonerne kan ikke holde forbindelsen, når ambulancen kører med 130 km/t.

Google Maps
Brandvæsen

Aarhus Brandvæsen sparer viceberedskabschefen væk

Næste år bliver stillingen som viceberedskabschef i Aarhus Brandvæsen nedlagt. Det sker som følge af en ny spareplan, som de aarhusianske politikere har indgået aftale om. Samtidig med, at stillingen nedlægges, bliver brandvæsenets hidtidige chefvagtordning også afviklet. I stedet vil brandvæsenet forsøge at lave en frivagtordning med deltagelse af de operativt uddannede afdelingsledere. Brandvæsenet erkender, at den operative ledelse derved svækkes.

Præhospital

Dansk kvalitetsstandard for det præhospitale beredskab får international godkendelse

Den danske kvalitetsmodel for det præhospitale område har netop modtaget en ISQua IAP Award. Det betyder, at den danske standard nu er akkrediteret af The International Society of Quality in Healthcare. ISQua er den overordnede internationale akkrediteringsorganisation for sundhedsområdet, og den fungerer som global paraplyorganisation for alle akkrediteringsorganisationer.

Brandvæsen

To nominerede til beredskabsprisen

På næste fredag uddeler forsvarsminister Nick Hækkerup Den Danske Redningsberedskabspris ved et arrangement i Holmens Kirke, hvor der også afholdes en mindehøjtidelighed for omkomne brand- og redningsfolk. I år er der to nominerede til prisen på 50.000 kr.: Hoptrup Frivillige Brandværn er nomineret for indsatsen under en brand på Hoptrup Efterskole, mens to brandfolk fra Beredskabscenter Aalborg er nominerede for deres indsats, efter at en bil var kørt i havnebassinet.

Brandvæsen

Ny branchevejledning om personligt beskyttelsesudstyr ved brand- og redningsindsatser

Brancheudvalget for brand og redning under BAR Transport er klar med endnu en ny branchevejledning – denne gang om personligt beskyttelsesudstyr til brug ved brand- og redningsindsatser. Den nye vejledning giver en grundig beskrivelse af de personlige værnemidler, som er nødvendige, for at beredskabets opgaver kan løses sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.