Københavns Politi hyldede hverdagens helte

Foto: Københavns Politi

Tidligere på ugen havde Københavns Politi besøg af en gruppe borgere, som har det til fælles, at de i løbet af 2021 har gjort en ekstraordinær indsats, blandt andet ved brande og ulykker. Under en ceremoni på Politigården blev de hyldet af politidirektør Anne Tønnes og modtog hver en dusør for deres heltemodige gerninger.

Blandt borgerne var 30-årige Jacob, som reagerede lynhurtigt, da han i forbindelse med sit arbejde på Prøvestenen blev opmærksom på en brand, der var opstået i 1.000 tons metalaffald. Jacob brugte skovlen på en kran til at hælde vand fra havet over det brændende metal. Den resolutte indsats gjorde, at branden blev slukket, inden den nåede at udvikle sig yderligere.

En anden var 36-årige Stefan, der sammen med en ven fik hjulpet en borger ned fra 1. sal og ud af en brændende lejlighed.

Og 26-årige Magne, som i forbindelse med en personpåkørsel på Nørreport St. formåede at stabiliserede den tilskadekomne på stedet, samtidig med at han ydede psykisk førstehjælp, indtil politi og redningspersonale kom frem.

Har gjort langt mere end man kunne forvente

”Det er nogle meget forskellige indsatser, I har ydet – alt fra at hjælpe borgere i nød, til at slukke en brand, være med til at evakuere en medborger og stoppe kriminalitet. Fælles er, at I i svære situationer alle har gjort langt mere, end man kunne forvente, og det vil vi gerne sige stor tak for”, sagde politidirektør Anne Tønnes blandt andet til dusørmodtagerne under ceremonien.

Dusørmodtagerne får hver 1.000 kr. og et diplom for deres flotte indsatser.

Annonce