Ny leverandør skal drive politiets centrale it-systemer

Foto: Rigspolitiet

Drift og vedligehold af politiets centrale it-systemer skal fremover varetages af IBM. Det er konklusionen efter, at opgaven har været i udbud. IBM overtager driften af systemerne fra DXC (tidligere CSC). IBM skal dermed drive kriminalregistret, politiets sagsbehandlingssystem (POLSAS) og Centralregistret for motorkøretøjer.

IBM skal varetage drift og vedligehold i de næste syv år. IBM overtager driften fra DXC (tidligere CSC), som også bød på opgaven. Koncern It-direktør hos Rigspolitiet Lars Ole Dybdal glæder sig over forløbet og resultatet af udbuddet:

”Det er et historisk udbud, som er blevet gennemført på en helt ny måde. Det betyder, at vi efter godt 20 år får ny leverandør, og at politiet bliver endnu bedre rustet til fremtiden”, siger han og fortsætter:

”DXC og IBM er begge meget kompetente it-leverandører, og vi har sat pris på samarbejdet med DXC. Valget er dog faldet på det tilbud, der bedst opfyldte de krav, der blev stillet i udbudsmaterialet om det bedste forhold mellem pris og kvalitet”.

Konkurrencepræget dialog

Lars Ole Dybdal fortæller, at en af grundene til, at udbuddet har været så succesfuldt, er, at politiet har anvendt udbudsformen ”konkurrencepræget dialog” og gennem dialogen med markedet fundet de løsninger, der bedst opfylder politiets behov:

”Vi har haft en god dialog med begge leverandører for at sikre de bedste forudsætninger for udbudsprocessen, og for at materialet beskriver de behov, som bedst understøtter den transformation, der er på it-området i politiet. På den måde er der skabt de bedste vilkår for en helstøbt løsning.”

Overdragelsesperioden for it-systemerne fra DXC til IBM forventes at vare 15 måneder. En del af planen er, at der skal ske en opgradering af selve it-fundamentet – servere, databaser og mainframe – inden IBM overtager driften fuldstændigt i 2019. Der er etableret en organisering i Rigspolitiets Koncern IT, der skal stå for overgangen til den nye leverandør, og sikre at den nødvendige viden bliver overleveret på bedste vis.

Annonce