Syd- og Sønderjyllands Politis nye politistation i Varde skal etableres som en del af en kommende udvidelse af Varde Rådhus. Dermed opgives den hidtidige plan om at opføre en selvstændig politistation på en grund, som Bygningsstyrelsen købte i 2024. Politiet skal i stedet leje sig ind i det udvidede rådhus.
Planerne for en ny politistation i Varde har ændret karakter. I stedet for at opføre en selvstændig politistation skal Syd- og Sønderjyllands Politi flytte ind på rådhuset på Bytoften, når Varde Kommune har gennemført en planlagt udvidelse.
Varde Byråd har afsat penge i kommunens budget til at skabe rammerne for, at rådhusudvidelsen også kan rumme politiet. Politiet skal leje de kommende lokaler af kommunen.
Opgiver plan om selvstændig politistation
Syd- og Sønderjyllands Politi har gennem længere tid været på udkig efter nye lokaler i Varde. I 2024 købte Bygningsstyrelsen en grund på Bytoften af Varde Kommune med henblik på at opføre en ny politistation.
Den plan bliver nu erstattet af løsningen på rådhuset. Her ser politiet blandt andet muligheder for et tættere samarbejde med kommunen.
”Vi er vi meget glade for, at vores gode samarbejde med Varde Kommune nu resulterer i, at vi i stedet får mulighed for at etablere en ny politistation i sammenhæng med rådhuset og leje os ind. Løsningen skaber endnu bedre rammer for samarbejde om blandt andet beredskab, forebyggelse og borgerrettede indsatser, og kan styrke vores borgerbetjening og sikre en mere bæredygtig arealanvendelse,” siger Steen Silberg Thomsen, der er stabschef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Tanken er blandt andet, at placeringen skal understøtte politiets lokale tilstedeværelse og myndighedssamarbejdet samt give en mere effektiv udnyttelse af de offentlige bygninger.
Politi, borgerservice og kommune under samme tag
Når byggeriet står færdigt, vil politiet, kommunens borgerservice og den kommunale administration være samlet på Bytoften. Varde Kommune fremhæver især betydningen af at bevare politiets lokale tilstedeværelse.
”Varde Kommune dækker et stort geografisk område, og derfor er en lokal tilstedeværelse fra politiet afgørende for trygheden blandt borgere, virksomheder og vores mange gæster. Derfor glæder det mig, at politiet får mulighed for at flytte ind på Bytoften, når udvidelsen af rådhuset står færdig. Ved at samle politiet, borgerservice og kommunens administration under samme tag styrker vi samarbejdet på tværs samtidig med, at vi bruger vores bygninger klogere,” siger Sarah Andersen, der er borgmester i Varde Kommune.
Politiets hidtidige station i Storegade er allerede fraflyttet. Indtil de nye lokaler står klar, ligger politiets borgerekspedition hos Varde Kommunes Borgerservice på Frisvadvej 35.
”Vi glæder os til at kunne indvie en moderne politistation i sammenhæng med rådhuset. Placeringen og nybyggeriet sikrer, at vi både kan tilbyde borgerne en god betjening og vores medarbejdere et godt arbejdsmiljø,” siger Steen Silberg Thomsen.