Vil bruge TV-masterne til at skabe konkurrence om fremtidens SINE-net

Det Motorola-ejede Dansk Beredskabskommunikation ser ud til at få konkurrence, når driften SINE-nettet i år skal i udbud. Det er svenske Teracom, som har meddelt, at de i samarbejde med Airbus vil byde på opgaven. Teracom driver i dag det danske netværk af TV-sendemaster, der forbindes af et 3.500 km. fiberoptisk netværk – og disse netværk vil Teracom bruge til SINE.

Statens kontrakt meed Dansk Beredskabskommunikation om driften af SINE løber frem til 2020 med mulighed for et års forlængelse. Forventningen er, at et nyt udbud kan indledes i løbet af 2018.

Nu har det svensk-ejede Teracom så meddelt, at virksomheden i samarbejde med Airbus vil byde på den fremtidige drift af SINE. Teracom er ejet af den svenske stat, og selskabet driver de sendemaster, som anvendes til distribution af TV- og radiosignalerne i Danmark. Selskabet ejer og driver desuden et nationalt fiberoptisk netværk på i alt 3.500 km., der forbinder sendemasterne.

Teracom vil anvende den eksisterende infrastruktur til at kombinere det bedste fra den nuværende teknologi med fremtidens mobile bredbånd, så der bliver mulighed for udveksling af data, billeder og video i realtid med højt sikkerhedsniveau. I den nuværende SINE-løsning kan der kun udveksles tale og korte tekstbeskeder.

Annonce