3F mødes med Samariten

Arkivfoto

De danske Falck-redderes fagforbund, 3F, mødes på mandag med Samariten, der fremover skal drive ambulancetjeneste i Region Sjælland. 3F har tidligere varslet blokade mod det svenske selskab, hvis reddernes løn- og arbejdsforhold forringes, men mandag mødes parterne til de første drøftelser, siger Jan Villadsen, formand for 3F”s transportgruppe. Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører var det imidlertid overenskomsten med 3F, som var skyld i, at Falck tabte udbuddet – men han har helt misforstået overenskomsten, siger 3F.

“Samariten har meldt ud, at firmaet ikke vil forringe forholdene for de ansatte. Vi har aftalt et møde med Samariten 27. oktober. Så får vi se, om løfterne står til troende, og om de ønsker at indgå overenskomst med os”, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F”s Transportgruppe, til Fagbladet.

“Det her handler ikke om, hvorvidt det ene eller andet firma skal stå for ambulancedriften. Det handler om at undgå løndumping og om at fastholde gode løn- og arbejdsvilkår for redderne. Jeg er bange for, at vi får en hård arbejdskamp på dette vigtige område, men hvis det kommer så vidt, er det politikernes ansvar”, siger Jan Villadsen.

Ifølge 3F er der fortsat en række uafklarede spørgsmål om blandt andet uddannelse af nye reddere, placering af stationer og det svenske firmas økonomi. Det samme gælder løn- og arbejdsforhold for de reddere, som skal ansættes i det svenske firma. 3F organiserer i dag alle 450 reddere i Region Sjælland.

Socialdemokraterne: Overenskomst kostede Falck kontrakten

Samtidig får 3F en hård medfart af Socialdemoktraternes politiske ordfører i regionsrådet, Tommy Kamp, der mener, at Falck kan takke overenskomsten med 3F for, at de tabte kampen om ambulancekørslen i Region Sjælland.

“Når de arbejder mere end 150 minutter pr. døgn – det gøres op efter 10 døgn – så skal de have fire gange løn. Derefter er der en ny kvote på 118 minutter, og når den er brugt op på 10 døgn, så skal de have 7 gange løn”, forklarer Tommy Kamp, der tilføjer, at Falck-redderne altså får en højere løn, jo mere de trækker tiden. Og det har kostet 37 millioner kroner viser en konsekvensberegning ifølge socialdemokraten. “Det er jo en sindsyg motivationsfaktor. Det er en meget, meget mærkelig overenskomst, som bærer præg af, at man har haft monopol”, siger Tommy Kamp til P4 Sjælland.

Udtalelserne fra Tommy Kamp bygger imidlertid følge 3F på en åbenlys mangel på kendskab til overenskomsten. Vagtformen døgnvagt indebærer nemlig ikke, at redderne skal have fire gange løn, hvis de arbejder i mere end 150 minutter. Reddere på døgnvagt er på arbejde i 24 timer i træk, og i den periode arbejder de uden begrænsning i de første otte timer, der svarer til almindelig arbejdstid. Men da redderne af naturlige årsager ikke kan arbejde i 24 timer, er der derefter en begrænsning, som indebærer, at redderne efter den almindelige arbejdsdags afslutning kun må arbejde i 150 minutter – derefter får de en stærkt forhøjet betaling, som skal sikre, at det ikke kan betale sig for Falck at bruge redderne i væsentligt længere tid, end der er forudsat i overenskomsten.

Annonce