Akutlægehelikopteren lander nu hos den praktiserende læge

Praktiserende læge Hans Holmsgaards praksis i Thyborøn blev fredag officielt nabo til den landingsplads, som fremover forbinder luftvejen mellem kystbyens praktiserende læger og hospitalerne længere inde i land. Hans Holmsgaard havde lejlighed til at tale til medlemmer af Folketingets udvalg for landdistrikter, da de fredag formiddag deltog i åbningen af akutlægehelikopterens nye landingsplads uden for konsultationens dør.

Knap havde Hans Holmsgaard afsluttet sin tale, før akutlægehelikopteren måtte forlade den officielle indvielse for at overføre en hjertepatient fra Holstebro til Aarhus. Mens piloten startede helikopteren op, brugte helikopterlæge Lars Knudsen koncentreret minutterne på at introducere akutlægehelikopterens potentiale til Folketingets medlemmer. Og så var fuglen fløjet.

Landingspladsen blev altså indviet uden helikopter, men til gengæld med snoreklip udført af 1. næstformand i regionsrådet Bente Nielsen (SF), som i sin tale hæftede sig ved den tryghed, helikopteren fører med sig. Hun understregede også, at Region Midtjylland arbejder for både sundhed og tryghed i alle dele af regionen.

Fra slutningen af næste år indtager den fælles midt- og nordjyske akutlægehelikopter sin nye base i Skive Lufthavn. Det betyder, at hjælpen kan komme endnu hurtigere frem, fordi flyvetiden bliver kortere.

Det har kostet ca. 52.000 kr. at etablere landingspladsen, så den overholder Trafikstyrelsens krav.

Annonce