Favrskov får flere ambulancer

Region Midtjyllands servicemål for ambulancernes responstider er generelt opfyldt for regionen som helhed, men gennem længere tid har statistikken vist, at responstiderne for akutte ambulancekørsler i Favrskov Kommune er for høje. Det bliver der nu gjort noget ved. I dagtiden øges det lokale beredskab fra to til tre ambulancer, og uden for dagtiden udvider regionen fra en til tre ambulancer.

“Sammen med Favrskov Kommune har vi fundet frem til en løsning, hvor vi kan give borgerne mere tryghed og bedre service, når det virkelig brænder på. Jeg er glad for, at vi fandt en løsning, som imødekommer dette behov”, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Ved at tilrettelægge ressourcerne anderledes bliver der væsentligt flere ambulancetimer at gøre godt med, så dækningen i Favrskov Kommune i dagtiden øges fra to til tre ambulancer og uden for dagtiden udvides fra en til tre ambulancer.

Det er en væsentlig mere fleksibel tilrettelæggelse, der frigiver ressourcer til at forkorte responstiderne, og blandt andet bliver bemandingen af babyambulancen med base i Hinnerup ændret, ligesom de ambulancer, som har udgangspunkt fra baser i Favrskov Kommune, fremover vil blive mere indenfor kommunegrænsen. Det forventes, at ændringerne også vil forbedre responstiderne for regionen som helhed.

Borgmester Nils Borring, Favrskov Kommune, er tilfreds med, at dialogen med Region Midtjylland har givet resultat. “Det har vist sig, at responstiderne i vores kommune er relativt lange. Det påpegede vi overfor Region Midtjylland. Jeg er glad for, at regionen har været lydhør, og at det har været muligt for Region Midtjylland at dreje på nogle håndtag, så ambulanceberedskabet i vores område bliver styrket. Det er meget tilfredsstillende”, siger Nils Borring, der nu ser frem til, at ændringerne slår igennem i statistikken for responstiderne i 2012.

Annonce