Lægerne i Region Sjælland har nu fremlagt endnu to cases, som efter deres mening understreger, at læger ikke kan undværes i det præhospitale beredskab. I begge tilfælde fik patienterne i første omgang behandling af paramedicinere, men problemet er – ifølge lægerne – at patienterne i virkeligheden havde behov for en læges kompetencer. I de konkrete tilfælde fik begge patienter dog lægehjælp, men kun fordi akutlægehelikopteren blev tilkaldt. Den kom imidlertid i allersidste øjeblik – og var blot det mindste gået galt, var patienterne med største sandsynlighed døde. I begge tilfældene betød tidsfaktoren dog en forværring for patienten.
De to nye cases beskrives i Ugeskrift for Læger, der nu i alt har omtalt 13 cases fra Region Sjælland.
I den første case får en patient med diabetes brystsmerter. Paramediciner og Rigshospitalet konstaterer – via elektronisk kommunikation – infarkt, og derfor rekvireres lægehelikopter til overflytning med henblik på ballonudvidelse. Da helikopteren er undervejs, opstår der hjertestop. Ved helikopterens ankomst er der givet DC-stød x 4 med kun kortvarig effekt. Paramedicineren har ikke givet antiarytmisk medicin. Helikopterlægen iværksætter avanceret behandling med intubation, antiarytmika, maskinel hjertemassage og DC-stød og opnår hjerteaktion 41 min. efter helikopterens ankomst. Dog svært lav frekvens, hvorfor der gives adrenalin og etableres hjertepacing. Patienten er stabil ved ankomst til Rigshospitalet.
Vurderingen fra den indberettende læge er, at en ambulancelæge måske ved passende medicinering have kunnet undgå, at hjertestoppet overhovedet opstod, og under alle omstændigheder ville have behandlet tidligere. Helikopteren blev alene rekvireret med henblik på transport til Rigshopsitalet, og havde patienten fået hjertestop lidt tidligere, ville tilfældet være blevet anset for “hjertestop”, hvortil helikopteren ikke rekvireres. I mangel af lægeligt fremmøde, ville patienten utvivlsomt være død, vurderer lægen. Da der ikke længere findes lægebiler i Region Sjælland, ville det samme være tilfældet, hvis helikopteren ikke havde kunnet flyve.
I den anden case køres en ældre, normalt selvhjulpen og hjerterask patient med ambulance mod sygehus på grund af almen utilpashed og opkastninger. På vejen bliver patienten fjern med langsom puls og udvikler tegn på myocardie-infarkt, og lægehelikopter rekvireres med henblik på ballonudvidelse på Rigshospitalet. Paramedicineren har lagt to iv-adgange, men ikke givet noget væske. Da helikopterlægen ankommer, behandler han med væske, adrenalin og hjertepacing. Patienten er i begyndende opvågning under flyvningen og er af helikopterlægen siden set i velbefindende.
Her er lægens vurdering, at en ambulancelæge ville have behandlet sufficient tidligere. Helikopteren blev også her alene rekvireret med henblik transport til Rigshospitalet. Var patienten blevet markant dårlig tidligere, ville man ikke have stilet mod Rigshospitalet, men fortsat mod nærmeste sygehus. I mangel af lægeligt fremmøde, ville patienten da utvivlsomt være død på vejen, vurderer lægen. Det samme ville være tilfældet, hvis lægehelikopteren ikke havde været tilgængelig.
