Ny lægefaglig direktør for Region Nordjyllands præhospitale beredskab

Palle Juelsgaard, der i dag er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, bliver ny lægefaglig direktør i den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland. Palle Juelsgaard har blandt andet arbejdet som ambulancelæge, helikopterlæge, AMK-læge og læge i Rigspolitiets Aktionsstyrke. De seneste fem år har han været ledende overlæge for Bedøvelse og Operation.

Palle Juelsgaard, der er 60 år, har arbejdet som læge i Region Midtjylland og før det Aarhus Amt siden 1988, hvor han har været leder siden 2001. Parallelt hermed har han arbejdet i Norge.

Han er speciallæge i anæstesi og har været med på det præhospitale område længe – siden han som del af en ”græsrodsbevægelse” var med til at belyse nødvendigheden af at udvikle det præhospitale tilbud og samtænke det med det etablerede hospitalsvæsen, som han selv siger.

Styrket samarbejde med hospitalerne og videreudvikling af det nære sundhedstilbud er derfor også vigtige fokusområder i Palle Juelsgaards fremtidige opgavefelt.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde strategisk med de præhospitale sundhedstilbud i Region Nordjylland. På mange måder synes jeg, at min bevægelse fra det præhospitale kliniske arbejde, over ledelsesarbejde, til nu at repræsentere dette område i organisationen Region Nordjylland, giver særdeles god mening”, siger Palle Juelsgaard.

En måneds overlap med forgængeren

”Vi har rekrutteret en rigtig stærk profil, der har værktøjerne til at sikre et stærkt sundhedsfagligt fundament under Den Præhospitale Virksomheds mange drifts- og udviklingsspor. Palle har et præhospitalt DNA, og det ser vi frem til at drage fordel af i virksomhedens og fagområdets fortsatte faglige og strategiske udvikling”, siger præhospital direktør Peter Larsen – og fortsætter:

”Det er samtidig en stor glæde, at vi i november måned kan sikre en smidig opgaveoverdragelse sammen med vores afgående præhospitale lægefaglige chef Poul Anders Hansen, der går på pension den 1. december 2020, efter gennem de seneste 12 år at have sat et markant præg på det præhospitale områdes kvalitet og udvikling i Region Nordjylland”, siger Peter Larsen.

Palle Juelsgaard tiltræder i Den Præhospitale Virksomhed pr 1. november 2020, men overtager formelt først det ansvar og opgaver, der følger med jobbet, pr. 1. december 2020, når Poul Anders Hansen stopper.

Annonce