Skudt i maven i Fields: Måtte transporteres på hospitalet af politiet

Arkivfoto

En 50-årig svensk mand var blandt de hårdt sårede ved angrebet i Fields. Men politiet måtte opgive at skaffe en ambulance til den 50-årige, så han endte med at blive kørt til Rigshospitalet af en patruljevogn – uden at være blevet tilset af læge eller ambulancepersonale. Nu kritiserer sundhedsministeren beredskabet.

Det er BT, som har talt med den 50-årige svensker, der blev skudt i maven under Fields-angrebet. Han fortæller, at politifolk hjalp ham til et nærliggende hotel, hvor de desperat forsøgte at tilkalde en ambulance. Men forgæves. Til sidst valgte politifolkene selv at køre ham til Rigshospitalet på bagsædet af en patruljevogn. Det skete, uden at han forinden var blevet tilset af læge eller ambulancereddere.

Samtidig viser en kortlægning fra BT, at der indenfor de første 40 minutter efter alarmen kun var fire ambulancer fremme ved selve Fields. Ifølge avisen rekvirerede indsatslederen ellers ”alle de ambulancer, der kan skaffes”, men meldingen fra vagtcentralen var, at der i første omgang kun kunne sendes tre ambulancer. En kilde fortæller til BT, at en af de første ambulancer nåede at køre en patient til hospitalet – og at være tilbage og tage sig af den fjerde patient. Først efter to timer var der de mange ambulancer fremme, som er blevet vist på billeder af opmarchområdet ved Fields.

Var fremme meget hurtigt

Hos Region Hovedstadens Akutberedskab vil man af sikkerhedsmæssige årsager ikke oplyse nærmere om ambulancernes ankomsttid. Vicedirektør Thomas Reiman siger dog til BT, at ambulancer og akutlægebiler ankom ”meget hurtigt”.

Oplysningerne om indsatsen udløser dog kritiske ord fra sundhedsminister Magnus Heunicke:

”Det er ikke godt nok. Vi var ikke tilstrækkeligt rustede og polstrede i vores bemanding. Vi er nødt til at se det hele efter og finde ud af, hvordan vi kan opnormere her. Vi skal selvfølgelig være forberedt på sådan nogle ting. Det her endte meget tragisk, men det kunne være endt endnu mere katastrofalt, så vi skal have nok bemanding”, siger Magnus Heunicke til BT.

Annonce