Tiltale mod ugeblad efter artikel om lægeambulance

En journalist, en fotograf og ugebladet Se og Hørs tidligere chefredaktør bliver nu retsforfulgt for deres andel i en artikel om Nordjyllands Amts lægeambulance.  Rigsadvokaten har besluttet at der skal rejses tiltale mod de tre for overtrædelse af straffeloven og medieansvarsloven. Det sker efter omtale af en udrykning, hvor en 2-årig nær druknede. 

Rigsadvokaten er enig med anklagemyndigheden i Aalborg i at de tre ikke burde have offentliggjort billeder og tekst fra en tur med ambulancen sidste sommer til et hjem, hvor en 2-årig dreng nær var druknet i et svømmebassin. Historien blev bragt uden forældrenes vidende og uden amtets tilladelse.

Tidligere chefredaktør ved Se og Hør, Peter Salskov, er i dag ked af sagen: “Det er en af de retssager, jeg gerne havde været foruden. Det er en ulykkelig sag. Selvom den endte lykkeligt, så forstår jeg godt at forældrene ikke brød sig om at få den genoplevet gennem artiklen. Så den historie kunne jeg godt have undværet i Se og Hør”, siger Peter Salskov til DR Nordjylland. Bliver han dømt, vil Peter Salskov acceptere dommen.

I modsætning til Se og Hør slipper Nordjyllands Amt for tiltale i sagen. Amtets sundhedsdirektør, Jesper Christensen, er glad for at amtets forholdsregler er blevet godkendt af rigsadvokaten: “Det blev for eksempel indskærpet for journalisten og fotografen adskillige gange, at de kun måtte offentliggøre noget efter forudgående godkendelse af sygehuset og patienter. Der var flere andre betingelser, men dette var den væsentligste. Og den brød de”, siger Jesper Christensen til DR Nordjylland. Han siger at selvom amtet gerne ville fortsætte med at indvie offentligheden i, hvordan lægeambulancen virker, så er det nu definitivt slut med at invitere pressen med ud: “Når et brud på reglerne kan forulempe patienterne og føre til en straffesag, så må vi lukke af. Også selv om det måske kun er et enkeltstående tilfælde. Men vi tør simpelthen ikke løbe risikoen for en gentagelse”, siger Jesper Christensen.

Annonce