Tre sigtet efter stenkast mod politi og brandvæsen i Herning

Midt- og Vestjyllands Politi blev i nat kl. 01.01 sammen med brandvæsenet i Herning kaldt til røg fra flere skraldespande i Lyngens Kvarter i Herning. Brandvæsenet blev ved ankomsten kort efter mødt af en mindre gruppe unge mennesker, der kastede med sten mod dem. Ved politiets ankomst blev der ligeledes kastet sten efter politiet.

En enkelt politibetjent og en brandmand blev ramt af sten, men heldigvis uden personskade. Både brandkøretøjer og politikøretøjer blev også ramt af sten. Gruppen af personer løb herefter fra stedet.

Ved kontakt på en adresse i nærheden, hvor politiet tidligere på aftenen havde mødt en af stenkasterne i forbindelse med en sag om musik til ulempe, blev der truffet fem personer, der alle blev anholdt. Det drejer sig om en 20-årig mand fra Herning, en 24-årig mand fra Herning, en 20-årig mand fra Horsens, en 23-årig mand fra Herning samt en 18-årig mand fra Horsens.

De tre førstnævnte vil blive fremstillet i grundlovsforhør. De er foreløbigt sigtet for vold mod personer i offentlig tjeneste. De to sidstnævnte er løsladt.

Annonce