FOA: Uacceptabelt at presse redderes tillidsfolk til tavshed

Blink - Ambulance 01
Det er komplet uacceptabelt, at arbejdsgivere inden for det præhospitale beredskab tilsyneladende har forsøgt at give tillidsfolk mundkurv på i en sag om pressede ambulancereddere. Sådan lyder det fra FOA, der reagerer skarpt på oplysninger om, at tillidsfolk i Region Hovedstaden er blevet presset til ikke at udtale sig om et stærkt forøget arbejdspres.

Det er TV2 Lorry, som oplyser, at TV-stationen måtte opgive at bringe et interview med Frederiksberg Brandvæsens tillidsmand. Ifølge brandvæsenet følger det nemlig af kontrakten med Region Hovedstaden, at tillidsmanden ikke må fortælle om sit og kollegaernes arbejde.

”Vores tillidsfolk kommer med en saglig kritik, der har betydning for borgernes sikkerhed og deres eget helbred. Hvis det bliver i orden, at ledelsen vrider folks arm to gange om på ryggen, så risikerer vi at få en kultur, hvor folk ikke tør udtale sig om åbenlyst urimelige forhold. Det er komplet uacceptabelt”, siger Reiner Burgwald, der er sektorformand i FOA.

Sagen om tillidsfolk, der får mundkurv på, startede, da TV2 Lorry afslørede, at den nye 1813-ordning har sat ambulanceredderne under stærkt forøget pres, fordi der er kommet mange flere akut-udrykninger.

I går stod tillidsfolk fra Hovedstadsområdet frem og fortalte om meget hårde og lange vagter. De fortalte, hvordan ambulanceredderne til tider blev presset så langt, at det i sidste ende kunne ende galt for personale og borgere.

”Det her er et kæmpeproblem, som skal løses med det samme. Derfor vil jeg gerne kvittere for, at politikerne i Region Hovedstaden har været hurtigt ude og fastslået, at redderen er i deres gode ret til at komme med saglig kritik. Jeg ser frem til et styrket samarbejde mellem regionen og ambulancepersonalet til gavn for borgernes tryghed og personalets arbejdsmiljø”, siger Reiner Burgwald.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure