Reddere retter hård kritik mod Region Hovedstaden

Arkivfoto

Når Region Hovedstadens Præhospitale Virksomhed har planer om at hjemtage dele af ambulancekørslen, så er årsagen alene ideologisk. Det mener Reddernes Faglige Klub København, som retter en hård kritik mod den præhospitale virksomhed, der beskyldes for at ville hjemtage opgaverne uden et forudgående udbud for at retfærdiggøre sin egen eksistens på bekostning af konkurrencen på ambulancekørsel i hovedstaden.

Reddernes Faglige Klub København henviser til, at politikerne i Region Hovedstaden om kort tid skal tage stilling til, om dele af ambulancekørslen i regionen skal hjemtages uden, at der gennemføres et udbud. Sagen skal behandles for lukkede døre, så offentligheden vil ikke få adgang til at følge politikernes debat eller sætte sig ind i det materiale, som kommer til at danne grundlag for beslutningen.

Reddere: Ikke fair over for skatteborgerne

De københavnske ambulancereddere understreger, at deres kritik mod regionen ikke skyldes selve hjemtagningen, men derimod at regionen ikke vil gennemføre et udbud, hvor regionens egne priser kan sammenlignes med de øvrige ambulanceoperatørers.

”Det er grotesk, at embedsmænd under regionen barsler med planer om at hjemtage ambulancer uden forudgående udbud. Det er direkte sjofleri med skatteydernes penge. Det er endnu mere grotesk, at dette foregår på lukkede dagsordner, så offentligheden ikke kan få indsigt i regionens planer og hensigter”, siger fællestillidsmand Henrik Andersen fra Reddernes Faglige Klub.

”Regionen har i kontraktperioden udtrykt tilfredshed med de entreprenører, der har kørt ambulancerne, og det undrer derfor, at der indstilles til at vælge hjemtagning uden udbud. Regionen har jo også mulighed for at byde på et eller to områder, på konkurrencevilkår, og hvis regionen er billigst, kan de hjemtage området. Det ville være fair over for skatteborgerne. Ved at hjemtage uden udbud, fratager man borgerne i regionen muligheden for at få den bedste kvalitet til den billigste pris”, siger fællestillidsmanden.

Undrer sig over beslutning inden valg

Redderne mener, at Region Hovedstadens Præhospitale Virksomhed – som har ansvaret for det samlede akutberedskab – skader konkurrencen ved at hjemtage ambulancekørsel. Og redderne har også et bud på embedsmændenes motiv:

”Der er flere på markedet, der har vist interesse for at byde på ambulancetjeneste i Danmark, men hvis Region Hovedstaden vælger at hjemtage ambulancer uden forudgående udbud, risikerer man, at disse mister interessen i Region Hovedstaden. Det virker som om, at Region Hovedstadens præhospitale virksomhed gør dette af ideologiske årsager, og for at kunne retfærdiggøre egen eksistens. Samtidigt virker det besynderligt, at nogen åbenbart vil presse en beslutning igennem i regionsrådet nu, hvor der er mindre end et halvt år tilbage inden valget”, siger fællestillidsmand Henrik Andersen, der opfordrer til, at beslutningen i stedet træffes af det regionsråd, som skal bære konsekvenserne – altså efter valget til november.

Hjemtagning af lægebiler har givet ekstraudgift

I dag står Region Hovedstaden selv for driften af størstedelen af akutlægebilerne i regionen, mens ambulancekørslen varetages af Falck, Københavns Brandvæsen og Frederiksberg Brandvæsen. Men Reddernes Faglige Klub København mener, at sporene fra regionens hjemtagning af akutlægebilerne burde skræmme politikerne:

”Region Hovedstaden har indtil nu kun driftserfaring med lægebiler, og meget tyder på at lægebilerne – efter de er hjemtaget – har påført regionens borgere en ekstraudgift i forhold til, da de blev drevet af Falck og de kommunale brandvæsner”, siger Henrik Andersen.

Annonce