Alarmcentral sendte igen brandvæsen til forkert by

Det var en operatørfejl, der var skyld i at politiets regionale alarmcentral i Slagelse sendte brandkøretøjer fra Ruds Vedby til en forkert by. Da Falck i Ruds Vedby den 5. marts kl. 20.30 blev kaldt til en brand på adressen Sorøvej 6 blev de i først omgang sendt mod Sæby til den samme adresse i Høng Kommune. Men de måtte vende om og køre forbi stationen igen for at nå den korrekte adresse, der ligger tæt på Falck-stationen i Ruds Vedby, og hvor et udhus stod i brand.

“Sådan noget må ikke ske. Operatøren på alarmcentralen overså, at der findes to muligheder på Sorøvej 6. Udrykningen skulle ske hurtigt. Derfor skete fejlen desværre “, siger chefen for alarmcentralen i Slagelse, politiinspektør Bjarne Sørensen, til Kalundborg Folkeblad.

Som omtalt i februar-nyhedsbrevet skete en lignende fejl i januar, hvor en brandalarm fra Vestergade i Roskilde fik alarmcentralen i Slagelse til at sende slukningstoget til Vestergade i Tune i Greve Kommune.

Annonce