Borgmester: Møder i beredskabskommissionen er hemmelige

Thomas Adelskov. Arkivfoto: Lasse Christiansen

Møderne i Vestsjællands Brandvæsens beredskabskommission er hemmelige, og derfor må de folkevalgte politikere, som er medlemmer af beredskabskommissionen, ikke fortælle om de beslutninger, som beredskabskommissionen træffer om brandvæsenets og brandfolkenes fremtid. Det ønsker borgmester Thomas Adelskov (A) at få slået fast, efter at et medlem har fortalt om kommissionens planer om at lukke brandstationer.

På september måneds møde i beredskabskommissionen for Vestsjællands Brandvæsen besluttede beredskabskommissionen at starte en analyse af, om der kan effektiviseres ved at lukke eller sammenlægge brandstationer.

Beredskabskommissionsmedlem Line Holm Jacobsen (V), der repræsenterer Lejre Kommune i beredskabskommissionen, fortalte efterfølgende om beslutningen på Facebook. Men det har nu fået et andet medlem af beredskabskommissionen, Odsherred Kommunes borgmester Thomas Adelskov (S), til at reagere.

Når beredskabskommissionen mødes fredag, så ønsker Thomas Adelskov, at det bliver præciseret overfor medlemmerne, at beredskabskommissionens møder er hemmelige – og at kommissionens medlemmer ikke må fortælle offentligheden om, hvad der foregår på møderne.

Thomas Adelskov mener, at medlemmerne har tavshedspligt, og at overtrædelse af den tavshedspligt er strafbart.

Annonce