Brandvæsen fik stjålet frigørelsesudstyr

Google Maps
Brandstationen i Lystrup. Arkivfoto

Ved et indbrud natten mellem torsdag og fredag har Aarhus Brandvæsen fået stjålet frigørelsesudstyret fra en redningsvogn på brandstationen i Lystrup. Brandvæsenet vurderer, at tyveriet af udstyret – som har en værdi på ca. 200.000 kr. – er velplanlagt og at udstyret måske skal bruges til at begå ny kriminalitet.

Gerningsmændene havde skaffet sig adgang til brandstationen ved at smadre en rude i en dør. Aarhus Brandvæsen formoder, at indbruddet var vel planlagt, da frigørelsesudstyret er tungt og ikke nemt at transportere. ”Almindelige mennesker kan ikke umiddelbart bruge udstyret til noget, og det egner sig ikke til videresalg. Det kunne være personer, som gerne vil skaffe sig adgang til noget godt – eventuelt bag en port eller lignende”, siger beredskabsinspektør Jesper Hansen, Aarhus Brandvæsen, til TV2/Østjylland.

”Det er et frækt og alvorligt tyveri, fordi det er livsvigtigt udstyr, som vi bruger ved redningsaktioner – f.eks. når vi skal klippe i biler og maskiner, hvor der kan sidde personer fastklemt. Og så er det meget kostbart udstyr, som ikke bare lige kan erstattes”, siger Jesper Hansen.

Oplever flere tyverier

Ifølge Aarhus Brandvæsen sker det også oftere og oftere, at de mister vigtigt udstyr fra deres køretøjer, når de er ude på en opgave. Brandvæsenet har blandt andet fået stjålet radioer, lamper og GPS’er, og problemet er så stort, at de har skærpet deres procedurer for at undgå tyverier fra køretøjer, mens de slukker ildebrande eller redder mennesker i nød.

”Det er noget, vi har fokus på og holder øje med. Er vi ude på steder, hvor det virker som om, at folk er meget interesseret i vores ting, så har vi en mand, der går og holder øje med, at tingene bliver på deres plads. Det er klart, at jo mere usikre vi bliver – jo mere folk er efter os – så er vi nødt til at have mere fokus på vores egen sikkerhed, og det gør selvfølgelig, at vi fjerner hænder fra den konkrete opgave”, siger Jesper Hansen til TV2/Østjylland.

Annonce