Data for 2025 viser, at både antallet af dødsbrande og omkomne i dødsbrande steg i forhold til året før. Det er fortsat mænd og ældre, der er overrepræsenteret blandt ofrene. Tallene viser, at der i 2025 omkom i alt 54 personer i 51 dødsbrande, hvilket er tre omkomne og tre dødsbrande flere end i 2024, hvor der var 51 omkomne og 48 dødsbrande.
Det er fortsat særligt mænd og ældre borgere, der er blandt de omkomne, viser tal fra Beredskabsstyrelsen. Mænd udgjorde 71 pct. af de omkomne i 2025, hvilket ligger over gennemsnittet for de seneste ti år.
Samtidig viser tallene, at personer på 55 år eller derover udgjorde 84 pct. af de omkomne. Det er væsentligt højere end gennemsnittet for det seneste årti.
”De seneste tal for 2025 viser, at ældre mennesker fortsat er særligt sårbare i forbindelse med brande i hjemmet. Derfor er det vigtigt at redningsberedskabet fortsætter med at have fokus på forebyggelse og brandsikkerhed”, siger Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.
Rygning er fortsat den primære årsag til utilsigtede dødsbrande og indgår således i omkring halvdelen af de kendte brandårsager.