23-årig varetægtsfængslet efter dødstrusler ved 112-opkald

En 23-årig mand fra Aalborg er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det skete, efter at politiet var blevet tilkaldt, fordi den 23-årige tirsdag ringede 112 og truede med at slå den sundhedsfaglige visitator på AMK-vagtcentralen ihjel, hvis der ikke blev sendt en ambulance. Da politiet havde lokaliseret manden, slog han endvidere en politibetjent i hovedet med knyttet hånd.

Retten i Aalborg nåede frem til, at den 23-årige skulle varetægtsfængsles i fire uger. Udover truslerne mod den sundhedsfaglige visitator og volden mod politibetjenten, lagde retten vægt på, at manden har flere voldssager bag sig.

Betjenten, der blev slået af den 23-årige, slap uden alvorlige skader.

Annonce